Bevægende og stilfuldt indblik i et liv fuld af længsel, smerte og melankoli. Den spanske stjerneinstruktør, Pedro Almodóvar, er tilbage med et delvist autobiografisk værk som tager os med på en nærmest meditativ rejse ind i sjælen på et fascinerende og ulykkeligt menneske.
I “Smerte og ære” flyder fiktion og virkelighed sammen og danner en følelsesmættet mosaik af barndomserindringer, begær, uforløste konflikter og – ikke mindst – forlist kærlighed.
Hovedpersonen Salvador Mallo, spillet af Antonio Banderas, er en aldrende filmskaber der plages af en lang række fysiske og psykiske lidelser som han forsøger at dæmpe med rigelige mængder medicin og isolation fra omverdenen. Trods sin store anerkendelse og succes i filmbranchen, bærer han rundt på en grundlæggende følelse af tomhed og eksistentiel angst.
I forbindelse med relanceringen af en af hans tidlige succesfilm fra 80’erne bliver Salvador tvunget til at konfrontere nogle af fortidens spøgelser. Krydret med flashbacks til hans opvækst i dyb fattigdom med en stærk og kompromisløs mor, fremragende spillet af Penélope Cruz, samt et rørende og lidenskabeligt gensyn med en mandlig elsker fra ungdomsårene, begynder filmens eksistentielle spørgsmål lige så stille at melde deres ankomst. Hvad former et menneske og dets skæbne? Hvad betyder penge og succes i virkeligheden når man kun har smerterne, minderne og (den selvvalgte?) ensomhed at dele ”glæden” med? Findes der forløsning i heroin? Kærlighed? Eller måske i kunst? Svarene er nok ikke så overraskende.
Filmens bearbejdning af disse klassiske temaer balancerer enkelte gange på kanten af det lidt for banale og forudsigelige, men det hele bliver lige så fint udlignet af skæve, humoristiske indslag – for eksempel da Salvador og hans ven sniffer kokain højlydt, mens de er på medhør i en telefonsamtale foran en fyldt biografsal. Eller da Salvador som dreng besvimer ved synet af den noget ældre – og meget smukke – Eduardo, som han ser bade nøgen.
Antonio Banderas er gennem hele filmen sublim i skildringen af Salvador som vi må antage er løst baseret på Pedro Almodóvars eget liv. Selv i hans mest depressive stunder er der et utroligt nærvær og en skrøbelig ro over ham som ganske enkelt er forførende.
Hvis ”Smerte og ære” halter lidt i originalitet, vinder den til gengæld overlegent på det visuelle plan. Almodóvars famøse farverigdom og kompositioner skuffer ikke – og det gør de medrivende skuespilpræstationer af både Cruz og Banderas også.