Malou Reymann debuterer med hjertevarmt drama om en gennemsnitlig familiefar, der springer ud som transkønnet. Det er uden tvivl en film, der kommer til at dele vandene - ikke mindst på grund af valget om at lade en ciskønnet mand spille rollen som Thomas/Agnete. Men med en pris fra prestigefyldte Rotterdam Film Festival er ‘En helt almindelig familie’ kommet godt fra start allerede inden filmens danske premiere.
Fodboldpigen Emma på 11 år er vokset op i en klassisk kernefamilie med far, mor og storesøster. Hendes nære forhold til faren Thomas - spillet af Mikkel Boe Følsgaard - er i høj grad baseret på deres fælles interesse for sport. Det er ham, der har spillet fodbold med hende i baghaven og kørt hende til træning, lige siden hun kunne stå på benene. Så da Thomas en dag fortæller sine døtre, at han ønsker at skifte køn, sætter det sammenholdet i den lille familie på en prøve. Thomas bliver til Agnete, og i processen følger vi Emmas anstrengelser for at acceptere sin fars nye identitet som kvinde. Det bliver til en række morsomme og semi-akavade scener, hvor Agnete bl.a. flere gange antages for at være pigernes mor - uden selv at rette misforståelsen.
Det er svært ikke at holde en lille smule af Mikkel Boe Følsgaards charmerende, sympatiske og - til tider - lettere kejtede portrættering af Agnete. Det er komisk (på den klichéagtige måde) at se, hvordan Agnete nu ‘‘bonder’’ med den ældste datter Caroline over manicure, Britney Spears og shopping. Og er der så stadig plads til den mere drengede Emma og hendes fodboldinteresse midt i al den nye glamour?
Vi er ikke vidne til stor dramatik, men med underspillet humor, autentisk nærvær og hjemmevideo-klip fra 90’erne flyder fortællingen nænsomt ind i bevidstheden. At instruktøren har hentet inspiration fra sin egen opvækst med en transkønnet far øger kun filmens realistiske præg.
Netop det ‘genkendelige’ er i sidste ende en af filmens vigtigste pointer: transkønnede er selvfølgelig helt almindelige mennesker, i dette tilfælde forældre, lige som alle andre - på godt og ondt. Det må og skal ikke være en sensation med en dansk film omhandlende transkønnethed, men så længe vi ikke er dér endnu, må denne film siges at være et fantastisk skridt i den rigtige retning. Det eneste håb herfra er blot, at vi i fremtiden kommer til at se transkønnede skuespillere udfylde roller som transkønnede.