PRIDE er ikke kun en god film, det er også en vigtig film, en film der
minder os om at intet kommer af sig selv, at det altid kan betale sig at
kæmpe for det, man tror på, og at når fordomme nedbrydes, og uvidenhed
bliver til viden, er der næsten ingen grænser for, hvad man kan opnå i fællesskab.
TITEL
PRIDE
Instruktør
Matthew Warchus
Medvirkende
Bill Nighy, Imelda Staunton, Dominic West, Ben Schnetzer
PRIDE er også en film om at finde ud af, hvem man er og turde stå ved det. Lige præcis det at filmen har så mange facetter gør den endnu mere uimodståelig, og den er enormt godt skruet sammen.
Det lykkes instruktøren Matthew Warchus at balancere mellem humor og alvor, så man bliver berørt af personerne i filmen på den helt rigtige måde. Man griner og græder virkelig med dem hele vejen i gennem.
To verdener mødes
Vi er i 1984 hvor minestrejken i England raser og landet oplever voldsomme demonstrationer og sammenstød mellem politi og strejkende minearbejdere. Den unge aktivist Mark Ashton ser en lighed mellem minearbejderne og de homoseksuelle. De kæmper begge med de samme grupper; nemlig Thatcher-regeringen og politiet.
Under en pridedemonstration i 1984 danner han en gruppe LGSM (Lesbian and Gays Support the Miners). De har problemer med at komme af med deres donation, da mineaktivistgrupperne ikke vil modtage deres penge, fordi de kommer fra homoseksuelle. Efter utallige opkald rundt i landet får de bid i den lille walisiske by Onllwyn. De tropper op med deres donation, og så kan det ellers være at den lille by aldrig bliver den samme igen.
Særlig engelsk humor
Filmen er fortalt med den særlige engelske, underfundige og sarkastiske humor, som er en fornøjelse at overvære. Desuden bliver der spillet formidabelt godt på alle pladser. Debutanten Ben Schnetzer får den helt rigtige nerve frem hos den unge aktivist med den ivrige og iltre tilgang til livet. Rundt om ham er der unge som gamle engelske skuespillere i supereliten af engelsk skuespilkunst.
Det, der gør filmen så aldeles fantastisk og vedkommende, er, at den ikke kun handler om strejken men også om at acceptere sig selv og at tro på at sammenhold og forståelse for andre kan skabe mirakler. Desuden er der fine små sidehistorier om selvrespekt, savn, afvisning, kærlighed og død, som gør, at alle har noget at identificere sig med.
Ganske som en anden britisk film om samme periode gjorde, nemlig Billy Elliot fra 2000, gør Pride minestrejken til katalysator for en historie der rammer bredt, en historie der er vigtig at fortælle.
Denne gang er det historien om en tid, hvor en prideparade var en politisk demonstration og ikke et mardi graskarneval.
Heldigvis er tiderne blevet bedre. Lad os håbe det varer ved!