TIDLØS KÆRLIGHED

Det er tre historier i en, man bliver præsenteret for. Den ene foregår i 1991, den anden i 2001 og den tredje i 2011. Alle det samme sted og alle med de samme skuespillere. Det er en sjov og ret fascinerende idé, og det bevirker også, at man får fornemmelsen af, at selvom tiden er en anden, og menneskene udvikler sig med tiden, er der nogle konflikter og problemstillinger, som ligger dybt begravet, og som nemt kan blusse op igen.

Det er smukt og begavet set og ligeså udført. Med nænsom og intens kameraføring og fortælletempo, kommer vi tæt ind under huden på de tre kærlighedshistorier, som ikke er umiddelbart lykkelige.

Filmen forbliver i et meget deprimerende univers – både spillemæssigt, historiemæssigt og billedmæssigt, gennem næsten samtlige to timer den varer. Stilen kan virke en smule langtrukken og til tider kedelig, i hvert fald efter min smag. Også fordi vi i vores lille del af verden er så langt fra filmens problemstilling med krigen mellem serbere og kroatere i tiden omkring opløsningen af Jugoslavien og det had, der fulgte i kølvandet, og som jo stadig er en stor del af hverdagen i Kroatien og de øvrige lande i Ex-Jugoslavien.

Det er i dette scenario, at vi får tre gange Romeo og Julie historier – mellem en dreng og en pige fra hver lejr. Interessant at se hvordan problematikken udvikler sig omkring dem – men også at se hvor lille en menneskelig udvikling, der egentlig sker omkring de tre romancer, og hvor svært det er at slippe fortiden.

Der spilles stærkt af de to hovedroller i alle tre historier, og de øvrige medvirkende spille også ganske glimrende med hele udtrækket af balkansk socialrealisme i hver eneste scene.  Dybtfølt og ægte er det – og desværre også en smule tungt og dræbende i tempoet – men uden tvivl seværdig og tankevækkende.