Mutte Mutanter

Grunden til, at man bliver så forvirret, hver gang der kommer en ny film med X-Men karaktererne, er, at de bliver spyttet ud i en pærevælling. Sidste film var med de unge X-men – nu er vi ude i fremtiden med de gamle, som var i de oprindelige film, og nu uden X-Men prædikatet. Denne gang er stemningen så mut og deprimerende som en dansk sommer. Det minder mest om Mad Max-universet blandet med Bladerunner uden humor eller ironisk distance, men det er visuelt flot, og der bliver givet nogle makabre bank i et væk filmen igennem.

Logan ernærer sig som limousinechauffør, og filmen åbner med en scene, hvor han lemlæster nogle unge forbrydere, der vil stjæle hans bilhjul.

Professor Xavier er gammel og halvsenil, og bor i en nedlagt tank i Mexico, hvor Logan og Caliban (ham der ikke kan tåle lys og ligner Nosferatu) spillet af Stephen Merchant som en af de bedste karakterer i filmen, passer og plejer ham. Mutanter er uddøde, men en ung pige dukker op, flygtet fra et mexicansk hospital, hvor man opdrætter mutanter som dræbermaskiner. Hun har samme egenskaber som Logan og har ansigtstræk som Jane Gray (Logans kæreste i de første film). Hidsig er hun, og sjov er hun ikke – men da det viser sig, at hun sørme er datter af Logan og Jane Gray, kan man forstå hendes sind – for mere ufestlige forældre skal man da lede længe efter. Men professoren bag forsøgene (som også er efterkommer af den professor, der eksperimenterede med Logan, da han var ung) har hyret nogle slemme lejemordere til at få pigen og nogle andre flygtede børn tilbage . De vil alle flygte fra et Amerika, der ikke anerkender outsidere eller folk, der er anderledes, til et Canada, hvor man gerne tager i mod – lyder det aktuelt??

Jagten går og slagene slås, og undervejs får man sagt farvel til gamle karakterer. Måske har man lært af Star Wars, hvor man jo nu står uden en Prinsesse Leia, da Carrie Fisher døde sidste december: Man må af med karaktererne på lærredet, mens skuespillerne stadig er i live. Det må også siges at være sidste chance for Hugh Jackman i bar overkrop.

Jeg ved, at mange fans er meget begejstrede, og filmen er blevet kaldt den bedste superheltefilm nogensinde. Jeg blev efterladt med en lidt ligegyldig smag i munden og fandt det hele en smule for selvhøjtideligt.

Hvis det siler ned, og man gerne vil være i rigtigt regnvejrshumør, så er filmen et bud – jeg ville måske hellere tage en tur med Singing in the Rain!