Mesterlige, lidenskabelige og uforlignelige rolleindsatser!

”Et barn vejer ca tra kilo fra fødslen, dem har det fra sin mor, de efterfølgende er, hvad det tager på i kærlighed, hvor meget vejer kærlighed?” Citat fra I Salomons Land.

Det er svært at vide, hvilket ben man i nutidens samfund skal stå på, hvis man som manden i stykket er den ”ikkefødende” part af de to forældre: hvilke rettigheder har man idag og hvilke rettigheder havde man førhen...

I Salomons Land handler om en far (Tom Jensen), der er nået en alder, hvor han ønsker sig et barn så brændende, at han er parat til at ofre næsten hvad som helst. Helt på samme måde har hans kæreste Pia (Louise Meritz) det ikke, men det lykkes dem, på trods af alvorlige forskelligheder, alligevel at blive gravide. Stykket følger herefter mandens mere eller mindre ensomme rejse igennem graviditeten og bagefter. Samtidig er der en ældre dame (Maria Stenz), som fortæller annekdoter om børn og deres forældre helt tilbage fra 1920.

Dette stykke er simpelthen et af de bedste og mest intense stykker, jeg har set igennem hele mit liv. Scenen er sat, og det er i det lille cafeteater, hvilket med sin størrelse gør stykkket så meget desto mere bevægende. Jeg både græd, men så sandelig osse grinede mig igennem en time og tyve minutters seriøs samfunds og kønsrolle kritik. Netop at stykket også formår at løfte en med humoristiske indslag, gør den tunge problematik, det tager op, meget mere let fordøjelig.  Det kommende og gående underlægningsmusik samt lys, der illustrerer mandens tanker og følelser, er perfekt iscenesat.  Scenen er spartansk indrettet, og der lægges mest vægt på rolleindsatserne på den. Og netop de tre skuespillere gør det så uforligneligt godt, at det at se dem kæmpe rører én dybt ind i sjælen, specielt den mandlige hovedrolleindehaver: Tom Jensen får en til en gang imellem at være på nippet til at knibe sig selv i armen... Er det nu stadigvæk en fiktion? Eller er det en rigtig person, jeg sidder overfor?

Det er en tung problematik, stykket tager op: Hvem favoriserer nutidens samfund som barnets forælder? Og jeg synes det er godt og vigtigt at det bliver gjort.

Tilbage er blot at sige: Se stykket, se det. Og bliv en kæmpemæssig intens oplevelse rigere, men så sandelig også klogere!