En Nielsen og to russere

Danske Thomas Søndergård, der selv har en fortid som slagtøjsspiller i Det Kongelige Kapel, og i dag er en højt skattet musikchef for Royal Scottish National Orchestra og står midt i en omfattende international dirigentkarriere, var anfører af december måneds kapelkoncert på Operaens koncertscene. Få steder kommer nationalscenens fulde orkester til så god og fuld ret, akustisk som visuelt, som netop her.

Koncertens repertoire spændte fra Carl Nielsens relativt korte, men uhyre stemningsfyldte Helios-ouverture fra 1903, over Rachmaninovs 2. klaverkoncert fra 1901 (med den koreanske pianist Yekwon Sunwook som en blændende omend lidt for mekanisk regelret solist) til Musorkijs suite Udstillingsbilleder (fra 1874). Vi bevægede os med andre ord musikalsk baglæns i tid, men på en mærkelig vis føltes rejsen mere som en bevægelse frem ad modernitetens musikalske stier. Det skyldtes måske mest af alt, at Musorskijs Udstillingsbilleder blev opført i Maurice Ravels formidable orkestrale arrangement fra 1922.

Ravel formår med sit orkestrale arrangement at skabe en tidløs modernitet ud af Musorskijs værk, der bringer mindelser om Igor Stravisnkijs i dag nærmest klassiske ballet-orkesterværk Ildfuglen fra 1910.

Alle tre værker blev med sikker fornemmelse for især overgangene formidlet af Søndergård i tæt dialog med samtlige kapellets instrumentgrupper. Måske er denne dirigents sikreste talent netop at formgive de musikalske og dynamiske overgange i en plastisk sjældent overbevisende måde, der får værkerne til at ånde og pulsere i selv de mest sarte passager.

Lidt mod Søndergårds intentioner syntes den koreanske stjernepianists solospil i Rachmaninovs virtuose klaverkoncert at være, idet netop hans pianistiske overgange kontrasterede med orkesterspillet mere end godt var. Rachmaninovs ønskede ikke sit klaverspil som en modpol til orkestret, men snarere som en intens lyrisk symbiose. Det kom ikke til sin ret i denne ellers teknisk overbevisende udførelse af koncerten.

Nielsens Helios-ouverture, der beskriver solens opstigen og vej over himmelbuen til den igen sænker sig i det sortblå hav i antikkens Grækenland, virkede i sammenstillingen med Rachmaninovs og Musorskijs storladne værker som et lidt statisk klangligt forløb af mere germansk karakter end just klassisk i sin natur, og orkesterspillet var her lidt for skarptskårent med sin dynamik og klang. Kapelkoncerten, der samlet set var blevet udlovet som bestående af ”De mest elskede klassikere”, vakte som pr-betegnelse en vis skepsis hos undertegnede. For hvad gør en klassiker mere elsket end andre? På trods af denne uheldige og unødvendige markedsføring kom programmet dog fuldt i hus takket være Søndergårds stærke greb om orkestret og især hans fine formgivning af værkernes mest sarte overgange.