Påske, pinse, jul... Stella Polaris!
Af Tonny Liljenberg
Påske, pinse, jul... Stella Polaris!
Som et klokværk er Stella Polaris tilbage. I de seneste år har Stella Polaris, i forbindelse med afholdelse af det årlige chill-out arrangement, udgivet en ny compilation - og 2010 er ingen undtagelse.
"No. 6" , der udkommer mandag d.2 august indeholder tracks fra Abeloe, King Britt, Yoav, Spejderrobot og Esben Schack. Helt eksklusivt finder du også Lulu Rouge remixet af Mobys "Natural Blues", der allerede er flittigt spillet i radioen. Lulu Rouge er i øvrigt de eneste danske kunstnere der har fået lov til at remixe Moby, udover Trentemøller. Nummeret er det mest tempofyldte track på cd'en - men det virker, på ingen måde, malplaceret.
Værd at fremhæve på cd'en er også "Dragging Myself Through Sunday" - et lille århusiansk mesterværk fra Cemetary - hvor den dovne jazzede stemning pludselig kombineres med storladen elektronisk klang, for så igen at falde til ro - akkurat som når man selv ligger tømmermændsramt på sofaen og pludselig gribes af mod på handling... for så at vende sig om på den anden side.
Stella Polaris 2010 "No. 6" fungerer ret godt som det nyeste skud på stammen i rækken af Stella Polaris udgivelser. Den er gennemsyret af dyb beroligende basgang, behagelig elektronisk puls og sofistikeret stemning, der bevæger sig fint på kanten til det melankolske uden at blive depressivt eller kedeligt.
|
|
|