Debutalbummet, "The Long Way Home" af Frank
Hemmingsen og komponist Morten Wedendahl har lang vej til toppen af den danske musikscene
For lang tid i drivhuset, giver rådne tomater!
”The Long Way Home” har stadig lang vej til toppen på den danske musikscene. Debutalbummet af Frank Hemmingsen og komponist Morten Wedendahl er en poppet luftballon, luften for længst er gået af.
Deres 70’erlignende, klassiske pop bringer intet nyt med sig. Musikken er ensformig, kedelig og hørt et utal af gange før. Det er en clinch mellem Michael Bublé uden følelser og en skrabet version af Robbie Williams og Gary Barlow.
Ligesom et drivhus, hvor der over tid gror noget smukt og dejligt, har deres album også været lang tid undervejs - for lang tid. Derfor ender albummet mere som en rådden tomat end som et frugtbart møde mellem kunstnerne og musikken.
Til trods for at numrene er afslappede og sagtens kunne bruges som baggrundsmusik over en middag, er der intet nytænkende eller innovativt over albummet, overhovedet.
En sang, der er værd at lytte til, er ”Be My Guest” hvor der er lidt mere gang i den, og hvor de musikalske tiltag adskiller sig fra resten af albummet. Dog er det virkelig en skam, at det er så rendyrket elendig pop, eftersom Frank Hemmingsens vokal faktisk er ganske udmærket.
Hvad er et 100% popalbum uden en kærlighedssang, som er så sød, at man nærmest får det dårligt? ”All in One (The Wedding Song)” indeholder alle elementer fra en sukkersød kærlighedssang. Desværre kammer det helt over og bliver mere klistret end en candyfloss.
Albummet ”The Long Way Home” får 2 stjerner for et meget tyndt, ensformigt og kedeligt album.
Det er en stjerne til hver af herrerne, givet med ønske om, at de "gror" deres musik lidt længere i drivhuset næste gang.