Foto: Pressefoto af Fredrik Etoall
Roxette – Travelling
Gammelt koncept i ny indpakning
Knapt et år er der gået, siden vi sidst hørte nyt fra de to svenskere, Per Gessle og Marie Fredriksson, alias Roxette. Det var i form af deres anmelderroste album ”Charm School”, men i henhold til deres nyeste albumudspil ”Travelling” skal vi egentlig endnu længere tilbage i tiden for at finde konceptet bag ”Travelling”.
I sensommeren 1992 udgav Roxette albummet ”Tourism”. Et koncept bestående af ”Songs from Studios, Stages, Hotels and Other Strange Places”. En sætning, som nu 20 år senere er nøjagtig gengivet på coveret på ”Travelling”. At lave et album med dette koncept er der intet galt i, men at skulle leve op til ”Tourism” albummet og konceptet bag dette, holder slet ikke på det nye udspil ”Travelling”.
De 15 skæringer rummer alt lige fra geniale popsange til det overflødige fyld. Eksempler på de gode popsange er ”Lover Lover lover”, ”Touched by the Hand of God” og ”Perfect Excuse”. Det er popsmeden, Per Gessle, som har været på spil i sin bedste stil. Det er pop, når det er bedst med letgenkendelige omkvæd, et godt beat og vokaler, der går i spænd med melodien.
Sange som ”Me & You & Terry & Julie”, ”Turn of the Tide” og ”Easy Way Out” er efter min mening det rene fyld, og som Per synger: ”I’ll Take the Easy Way Out”, så passer det egentlig meget godt på helheden af albummet.
Som noget nyt har Roxette på albummet lavet to versioner af samme sang. Det er Version One og Version Two af nummeret ”It’s Possible”. Version One giver lytteren en rigtig god blanding af den stille pop, der pludselig eksploderer i guitarriffs og toneangivende vokaler. Fedt fedt fedt. Til gengæld skal man lede længe efter meningen med at have Version Two af ”It’s Possible” med på albummet. Den trækker det hele ned på et niveau, hvor Roxette ikke hører hjemme. Når man har hørt den første version, er den anden overflødigt fyld, som efter min mening hellere skulle være skrottet end udgivet.
Fem gamle Roxette numre er der blevet plads til på dette ”rejsende” album. ”Stars” fra albummet ”Have a Nice Day” i en liveudgave fra Soundcheck i Dubai i maj 2011. Men intet nyt under stjernerne, jeg har svært ved at høre relevansen med dette nummer i den version, idet den langt hen ad vejen ikke afviger den mindste smule fra albumversionen fra 1999.
Manglende relevans skinner også totalt igennem på den efter sigende ’New Version’ af ”See Me” fra ”Chrash! Boom! Bang!” albummet fra 1994 og nummeret ”The Weight of the World”, som skulle være et ’Vocal Up-mix’ i forhold til den originale version på ”Room Service” fra 2001. Fyld, fyld og atter fyld, og spild af de bedste muligheder for at finde rareties eller nye versioner af hele Roxette sangskatten. Selvfølgelig måtte hitsinglen fra forrige album ”She’s Got Nothing on (But the Radio)” være at finde på ”Travelling”- dog i en live udgave fra Rio de Janeiro. Det fungerer aldeles fint, og for folk, som har været til koncert med Roxette i tidens løb, giver denne version et rigtig godt billede på energien og det fede flow i beatet og vokalerne, når man oplever det svenske band live.
Albummet rundes af med den verdensberømte ”It Must Have Been Love”, denne gang live i samspil med et symfoniorkester fra Holland. Et interessant valg af en liveversion af dette nummer, men som efter min mening fungerer bedst Live in Concert eller på MTV Unplugged, hvoraf sidstnævnte aldrig blev udgivet som album, hvilket er en stor skam.
Roxette når desværre ikke nye højder med albummet ”Travelling”, som overhovedet ikke vil gå over i historien som et hit eller skelsættende album. Det er ”The Easy Way Out” med et gammelt koncept i ny indpakning. Tre stjerner i Roxettes retning for ”Travelling”.
Lyt til nummeret ”It’s Possible (Version One)” her
|