De tre skuespillerinde på scenen i Præsidentinderne er skøre og skæve og fulde af sproglige guldkorn., Foto Camilla Winther
De tre rengøringskoner i Werner Schwabs skuespil Præsidentinderne taler meget om lort – på hver deres måde – og bizart underholdende er det.
Titel:
Præsidentinderne
Teater:
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
Mellemgulvet
Spilleperiode:
14. september - 13. oktober, derefter turné
Werner Schwab selv var aldrig ædru. Han døde af druk i 1994, kun fire år efter han debuterede med netop Præsidentinderne. Han nåede i de fire år at skrive 16 forskellige skuespil der fik den yndige genretitel "Fækaliedramaer" – netop fordi de oftest drejede sig om de laveste i samfundet der skulle passe ind i det nye samfund efter muren var faldet, og også fordi de handlede rigtigt meget om lort.
Det gør Præsidentinderne også. Der tales meget om det, da den ene af de tre – den naive og småtbegavede Mariedl – er kendt for at ordne tilstoppede toiletter – uden gummihandsker! Det er hendes påståede kald fra Gud. Foruden det fækale drejer Schwabs skuespil sig nmelig også om den katolske religion og den forløgne tro på frelse.
Det er Stine Schrøder Jensen der spiller den dybt troende Mariedl, og det gør hun fuld af gudsfrygtig naivitet så vi tror på hendes lorte-kald. Kirsten Olesen er den mere snerpede Erna med et væld af gyldne øjeblikke og herlig replikføring, og Karen-Lise Mynster er den bramfrie Grete med blond paryk og trangen til sex liggende lige under overfladen.
Thomas Bendixen har iscenesat med mulighed for at de tre skuespillerinder alle får luft til deres karakterer. Det er bizart og sjovt og fuld af sproglige guldkorn, og med en alvorlig destruktivitet der stikker sit hoved frem og giver en påmindelse om at det der foregår på scenen ej blot er til lyst!