Sjov og sprudlende af musikalsk vellyd

Der er en overdådighed af sjove påhit i Elise Kragerups iscenesættelse af Mozarts kærlighedsfarce Figaros Bryllup. Man kan se at de medvirkende sangere fra Den Kongelige Opera morer sig i de mange pudsige løjer, og de er bemærkelsværdigt afslappede og naturlige i deres spillestil. Man kan se det er en skuespilinstruktør der har iscenesat. 

Sjovest er det i første akt. I anden akt bliver det en smule mere anstrengt og mere undreligt end godt er. Ideen med at det hele foregår i en slags nedlagt rutsjebane i et tivoli synes også at forgå i løbet af aftenen. Pludselig er vi i reality-tv – og måske også filmkulisse. 

Det er ikke for at hjælpe historien på vej at vi er i et underligt usammenhængende scenisk univers,  men det meste af tiden er det som nævnt sjovt, og publikum morer sig herligt i salen – dog mere over instruktørens påhit end over Mozarts opera,.

Heldigvis er Mozarts musik behandlet på den absolut bedste måde af orkester og sangere. Under ledelse af Alexis Kossenko sprudler Mozarts musik perlende i vore øregange i salen. Orkestret er placeret på scenen og det giver mulighed for at få et værld af nuancer med i musikken, der normalt kan være svære at høre nede fra graven, og sangerne står klarere frem når de ikke skal igennem den mur af orkesterlyd der normalt rejser sig fra graven foran dem. Det gør også at de alle kommer tydeligt igennem med deres vokal – til stor nydelse for os i salen.

Især er Palle Knudsen veloplagt som Grev Almaviva, Sofie Elkjær Jensen koket som Susanna og Simon Duus charmerende som Figaro. Johanne Bock og Morten Staugaard morer som Figaros genfundne forældre, men det er Sine Bundgaards grevinde der står stærkest igennem forestillingen. Hun samler al koncentrationen om sin figur mens resten går til i udevendige fagter til sidst i forestillingen. En stærk præstation der får følge af en sikker og forførende vokal. 

En sjov og finurlig forestilling – men Mozarts musik er nu altså endnu engang stjernen over dem alle.