Fragmenteret og flimrende Carmen-ballet

Der er ikke meget Carmen i denne balletudgave – der er heller ikke megen ballet. Vi er i et filmstudie hvor man er i gang med at optage noget der kunne ligne fragmenter til en Carmen-film. Et stort lærred der dækker det øverste af sceneåbningen viser os hvad kameraet fanger – et kamera der konstant kører frem og tilbage på forscenen og ofte delvist dækker for danserne. Det kan så have sine fordele da det ikke er præcision der er i højsædet denne aften. 

Præcision er ellers hvad Marcos Moraus svære – men beskedne –koreografi behøver. Alt for ofte måtte man opgive at se på helheden men begynde at se på de enkelte dansere – ganske enkelt fordi øjet ikke magtede at se den unødige flagren af arme og ben danserne udsatte os for. 

Heldigvis var der masser af gode enkeltpræstationer hos et kompagni der synes at more sig med stilen og koreografien. Der blev også spillet filmisk neddæmpet med små detaljer hvilket ikke nødvendigvis ligger lige til højrebenet for en balletdanser. Til gengæld gik det ikke så godt når danserne skulle sige replikker. Det synes også at være en falliterklæring for balletten og dansen som kunstart at den må ty til andre kunstarter for at virke fornyende. 

Men jeg må indrømme at jeg faktisk følte mig godt underholdt aftenen igennem. Man kan diskutere om forestillingen havde så meget på hjerte at man behøvede en pause. Der skete nemlig ikke nogen særlig ændring i de pudseløjerlige indslag før til allersidst hvor man pludselig skulle have klistret en Carmen-slutning på. Carmen som en slags sidehistorie. 

Man bør også diskutere om en nationalballet der ikke flotter sig med et særligt stort klassisk repertoire, skal bruge en masse af statens og vores skattepenge på en produktion som denne. Ville man hellere have set Roland Petits Carmen? Ja - eller Liam Scarletts version der lige har spilet med succes hos Den Norske Nationalballet? I den grad JA! Vi fik så i stedet en pjattet omgang ingenting. Det tror jeg aldrig man ville have budt sit publikum på f.eks. Covent Garden. 

Danserne var enkeltvis en fornøjelse. Kizzy Matiakis var en skøn primadonna, Esther Lee Wilkinson en pukkelrygget ditto af slagsen. Alexander Bozinoff dansede en smuk solo og en endnu smukkere duet med Ida Praetorius (selvom han ikke var Don José til hendes Carmen?). Orkestret muntrede sig også i graven med masser af spansk fest i musikken under ledelse af Tim Murray. 

Festligt, flimrende fornøjeligt og forglemmeligt – alt det Carmen ikke er!