Det er anden akten der fremstår mest vellykket i Den Kongelige Operas genopsætning af La Boheme., Foto Miklos Szabo

Populært gensyn på Operaen

Af Per Lundsgaard 22. oktober 2018

La Bohème er tilbage på repertoiret på Operaen i Elisabeth Lintons nænsomme og fine iscenesættelse

Titel:
La Bohème

Teater:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
20. oktober - 18. december 2018

Det er populært med La Bohème – og heldigvis har Den Kongelige Opera været klog dengang de bestilte den nye iscenesættelse af Elisabeth Linton i 2016, for det er en La Bohème der kan ses igen og igen – sikker i sin stil og sin iscenesættelse.

Ligesom til premieren undrer det at den er flyttet i tid; meget af handlingen er nemlig præget af den tid den er skrevet i med de mange tuberkulosetilfælde. Den berømte muffe til Mimi undrer hvis vi er i noget der ligner 1940'erne - 1950'erne. Der var vist ikke mange der gik med muffe der – eller syede stramaj – men nuvel, det tager vi med også denne gang. 

Desværre er besætningen knap så god som sidst. Bortset fra på damesiden hvor både Chistina Pasaroiu som Mimi og Sofie Elkjær Jensen som Musetta både ser ud og lyder som de roller de har fået. Begge er forførende på deres måde: Cristina Pasaroiu med en sexet blufærdighed, Sofie Elkjær Jensen med en flammende sensualitet.  Herrerne er ikke oppe på damernes niveau. Man tror ikke en dag på at de står på tærsklen til voksenlivet – den tærskel ser ud til at være passeret for meget længe siden, men heller ikke stemmerne slår helt til, og Rodolfos parti er transponeret ned for at man kunne følge med, men smælde igennem med stemmen det gjorde Niels Jørgen Riis nu ikke i partiet selvom tonerne var sat ned.  David Kempster var heller ikke helt hjemme i rollen som maleren Marcelleo, men her havde stemmen dog lidt bedre volumen. Den eneste af herrerne der lignede en yngre bohème var Jens Søndergaard som Schaunard.

Der er godt liv i anden akt hvor operakoret og statisterne giver liv i en masse forskellige herlige roller, og her folder operaen sig også ud i sin mest underholdende fase.

La Bohème bliver aldrig rigtigt min favorit – en mening jeg ikke deler med mange, er jeg klar over – men jeg har altid syntes den var temmelig kedelig i sin figurtegning og både småsentimentale og overfriske bohème-romantik. Når den så heller ikke bliver spillet og sunget nævneværdigt bedre end her, er der lang vej til Mimis sidste suk på taget i Paris. 

Det Kongelige Kapel truttede og buldrede alt det kunne under Marius Stieghorst ledelse –der blev i hvert fald smurt godt og grundigt på de følelsesladede steder i partituret, så sangerne havde problemer med at overdøve lyden fra graven, men flot spillede de i kapellet. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Turen går til Prag 

Så går turen til Prag. Vi tager med DSB Interrail og bor på det tidligere Boscolo Prague som nu hedder Carlo I...

Som vi skrev for noget tid siden, skulle vores næste rejse fortages med tog så i samarbejde med DS...

Årets hold i Crazy Christmas Cabaret er måske det bedste nogensinde.

Fornøjelig Fogg-tur

Årets Crazy Christmas Cabaret spiller på alt fra det campede til det vampede. Det er sjovt og langt som det pl...

15. nov
Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater er fuld af flotte scenebilleder - men forestillingen er lang og uden dybde.

Pelle Erobreren er en lang men light udgave af romanen på Østre Gasværk

Ensformigt skuespil og dårlig lyd er desværre hvad man hæfter sig ved efter at have set Pelle Erobreren som mu...

11. nov
Marie Mondrup yder en af sin smukkeste præstationer i forestillingen Muleum på Husets Teater.

Når livet vinder over døden

Marie Mondrup løfter tekst og historie helt op under de himmelstrøg som hovedpersonen Julie i monologen Muleum...

11. nov
Jonathan Chmelensky er en både mandig og følsom Gennaro i Nikolaj Hübbes fejlskud af en nyfortolkning af nationalballetten Napoli.

Man kan ikke slå Bournonville ihjel

I balletten Napoli på Det Kongelige Teater viser et stærkt dansende hold hvilken styrke der er i Bournonvilles...

4. nov