Charlotte Munksgaard er redningen i det bizarre stykke John Lennon er død på Teater V., Foto Daniel Buchwald

Dødens værtshus

Af Per Lundsgaard 2. november 2018

På Teater V har de prisværdigt en dramatikerkonkurrence kørende hvert andet år, og vinderens værk bliver sat på scenen i det produktive teater i Valby. Årets vinder er dog et meget tvivlsomt projekt

Titel:
John Lennon er død

Teater:
Teater V

Spilleperiode:
28.oktober - 18. november 2018

Vi er på en bar hvor en mand sidder og hænger og en lettere trist stripper vrider sig op ad polestangen i hjørnet. Det viser sig at være John Lennon og en kvindelig engel, og vi befinder os i Skærsilden. John Lennon har siddet der på stolen siden attentatet mod ham i 1980. Han tyller whiskyshots og ser Dallas på TV-evigheden lang. Samme trummerum evig og altid.

Pludselig er der happy hour – det betyder at en ny dukker op i baren. Det er ung gravid kvinde der har forsøgt at begå selvmord. Hun og John Lennon kommer til at skifte krop, og sådan fortsætter historien frem og tilbage mellem de tre personer på scenen.

Teksten er mildt sagt svag – utroligt at ny dramatik kan indeholde så mange ord og tanker som er blevet sagt igen og igen på nøjagtigt samme måde. 

Flygtningeproblematikken, klimaforandringer, reality-TV osv. osv. 

Charlotte Munksgaard er forestillingens redning. Hun suger opmærksomheden til sig som den strippende bar-engel. Alle midler tages i brug, og hun vrider alt hvad man kan ud af rollen – og tilfører så i øvrigt så meget mere at man slet ikke kan forestille sig andre i den rolle. Man følger hende overalt på scenen – selv når hun ikke er i centrum.

Det er svært for Gerard Carey Bidstrup og Anna Stokholm at komme til på scenen for Charlotte Munksgaards eminente spil. Dels fordi rollerne ikke er ret interessante, dels fordi ingen af dem desværre spiller særligt overbevisende. Kun når Peter Zandersen til sidst i forestillingen dukker op som en herlig parodi på Thomas Blachman får Munksgaard noget der minder om et ligeværdigt modspil.

Det mest problematiske er dog at stykket rent faktisk er rigtigt skidt skruet sammen af Sophie Zinckernagel. Rodet, forvirrende, patetisk og forcerende bizart. Jeg tror næppe det får noget langt liv i den danske teaterverden. 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Turen går til Prag 

Så går turen til Prag. Vi tager med DSB Interrail og bor på det tidligere Boscolo Prague som nu hedder Carlo I...

Som vi skrev for noget tid siden, skulle vores næste rejse fortages med tog så i samarbejde med DS...

Årets hold i Crazy Christmas Cabaret er måske det bedste nogensinde.

Fornøjelig Fogg-tur

Årets Crazy Christmas Cabaret spiller på alt fra det campede til det vampede. Det er sjovt og langt som det pl...

15. nov
Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater er fuld af flotte scenebilleder - men forestillingen er lang og uden dybde.

Pelle Erobreren er en lang men light udgave af romanen på Østre Gasværk

Ensformigt skuespil og dårlig lyd er desværre hvad man hæfter sig ved efter at have set Pelle Erobreren som mu...

11. nov
Marie Mondrup yder en af sin smukkeste præstationer i forestillingen Muleum på Husets Teater.

Når livet vinder over døden

Marie Mondrup løfter tekst og historie helt op under de himmelstrøg som hovedpersonen Julie i monologen Muleum...

11. nov
Jonathan Chmelensky er en både mandig og følsom Gennaro i Nikolaj Hübbes fejlskud af en nyfortolkning af nationalballetten Napoli.

Man kan ikke slå Bournonville ihjel

I balletten Napoli på Det Kongelige Teater viser et stærkt dansende hold hvilken styrke der er i Bournonvilles...

4. nov