Jonathan Chmelensky er en både mandig og følsom Gennaro i Nikolaj Hübbes fejlskud af en nyfortolkning af nationalballetten Napoli. , Foto Henrik Steenberg

Man kan ikke slå Bournonville ihjel

Af Per Lundsgaard 4. november 2018

I balletten Napoli på Det Kongelige Teater viser et stærkt dansende hold hvilken styrke der er i Bournonvilles gamle ballet fra 1842, selvom man har gjort alt for at slå den ihjel fra iscenesættelsens side. 

Titel:
Napoli

Teater:
Det Kongelige Teater
Gamle Scene

Spilleperiode:
3. nov 2018 - 7. mar 2019

Nikolaj Hübbe og co. har flyttet handlingen frem til 1950'ernes Napoli. Det giver anledning til en masse finurlige figurer i første akt. Her er ludere og lommetyve i kærlig krans med sømænd og fiskere i den summende havneby med udsigt til den berømte vulkan, Vesuv. Men de mange figurer og det lidt halvhjertede forsøg på at efterligne Fellinis filmunivers får fortællingen om Gennaro og Teresina til at træde lidt baggrunden til fordel for en masse fjolleri i det store persongalleri der ikke skal mange steder hen andet end at fylde ud. Man opdager ikke, hvis man da ikke lige vidste det i forvejen, at Teresina og Gennaro sejler ud i en båd der kæntrer så Teresina ender hos havmanden Golfo og hans hær af lokkende kvindelige najader. 

Her er forestillingens andet problem, for pludselig er vi en anden ballet med et trinsprog tæt op ad Balanchine, og med nykomponeret musik der ikke passer synderligt godt med den originale musik. Det er i og for sig ligegyldigt for den samlede forestilling at Ryan Thomas er en flot forførende danset havmand, og Nikolaj Hübbes koreografi er interessant og velfungerende – for det har absolut intet med balletten Napoli at gøre.

Sidste akt hjælpes heller ikke på vej af især herrernes grimme kostumer, og det at både børn og karakterer skal blande sig i de festlige taranteller. 

Men Bournonville overlever alligevel dette tåbelige kunstgreb. Man har fjernet religionen, men man kan ikke fjerne kærligheden til livet i hans sprudlende ballet. 

Holly Jean Dorger er en bedårende Teresina og Jonathan Chmelensky er en flot Gennaro. Sikre i trinene og udtryksfulde i spillet. Ballabilen og pas de sixen danses med overskud, og det samme gælder de mange soli i tredje akt. Taranteller fyger over scenen, sprudlende af livsglæde, og korps og solister ser ud til at være i rigtigt god form – en skam repertoiret ikke også er det!

Tjek os ud

Teater

Annonce

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Turen går til Prag 

Så går turen til Prag. Vi tager med DSB Interrail og bor på det tidligere Boscolo Prague som nu hedder Carlo I...

Som vi skrev for noget tid siden, skulle vores næste rejse fortages med tog så i samarbejde med DS...

Årets hold i Crazy Christmas Cabaret er måske det bedste nogensinde.

Fornøjelig Fogg-tur

Årets Crazy Christmas Cabaret spiller på alt fra det campede til det vampede. Det er sjovt og langt som det pl...

15. nov
Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater er fuld af flotte scenebilleder - men forestillingen er lang og uden dybde.

Pelle Erobreren er en lang men light udgave af romanen på Østre Gasværk

Ensformigt skuespil og dårlig lyd er desværre hvad man hæfter sig ved efter at have set Pelle Erobreren som mu...

11. nov
Marie Mondrup yder en af sin smukkeste præstationer i forestillingen Muleum på Husets Teater.

Når livet vinder over døden

Marie Mondrup løfter tekst og historie helt op under de himmelstrøg som hovedpersonen Julie i monologen Muleum...

11. nov
Oscar Dietz, Kasper Leisner og Mikkel Moltke Hvilsom som engel, Djævel og Kat i forestillingen Djævelens Lærling på Refshaleøen.

Ujævn forestilling om et helvede i forandring

Musical-udgaven af Kenneth Bøgh Andersens roman, Djævelens Lærling, er kulørt og fornøjelig og reddes af gode ...

4. nov