At rejse er at overleve 

Udgangspunktet for forestillingen er sammenligningen med Carlo Collodis berømte fortælling fra 1881 om trædrengen Pinocchio der bliver levende ved hjælp af en god fe. Bogen var oprindelig en satire over det meget fattige og korrupte Italien som historien foregår i, og det er den vinkel man bruger i forestillingen – ikke så meget Disneys mere børnevenlige version med den berømte "Når du ser et stjerneskud"

Jesper Fårekylling symboliserer drengens samvittighed – en samvittighed som ser ud til at mangle hos en del af de personer den virkelige dreng møde i sin færd fra Afghanistan mod onklen i Østrig. Korrupte og pengegriske er de menneskesmuglere de kommer i kløerne på, og barske og uforstående er politi og grænsevagter på vejen. 

Men det gør drengene på farten stærkere – de der overlever vel at mærke. For på den ubarmhjertige og ensomme tur gennem Europa er det langt fra alle der når frem i den anden ende. H.C. Andersen sagde engang: "At rejse er at leve." For disse unge kunne sætningen være "At rejse er at overleve!"  Det gælder selve turen – men man må også rejse fra hjemlandet og familien for at overleve. 

Rolf Heim har sat i scene ved at blande videoprojektioner af de tre skuespillere og forskellige dukker. Det gør forestillingen nuanceret men alligevel sammenhængende i skiftet mellem Pinocchios fiktive verden og de unge flygtninges ueventyrlige verden. Det lille teaterrum på Bådteatret er varmt og intimt, men Pernille Nedergaard Haugesen, Laura Allen Müller og Thomas Bang formår at holde hovedet koldt i de mange ord og scener. 

Pinocchio er en vigtig teaterproduktion der giver et indblik i nogle skæbner så langt fra vores verden som man kan forestille sig.