Der er noget rodet i Danmark

Peter Langdal lever op til sit navn - igen er en af hans forestillinger alt, alt for lang og rodet, samt fyldt op med de samme energiske tiltag og påhit man har set fra hans hånd så mange gange før at de efterhånden føles ældre end Leonora Christina selv.

Jeg tror man i Odense havde håbet på at skabe en episk musical der kunne måle sig med f.eks. den svenske nationalmusical Kristina Från Duvemåla. Den har en spilletid på tre timer og et kvarter men føles ikke et sekund for lang, bl.a. fordi musikken af Benny Andersson er så henrivende smuk. Stephen Henriksens musik til Leonora Christina er også smuk og voluminøst svulmende men ikke synderligt varierende – og så er der utrolig lidt af den når man tænker på at det er en moderne musical, og man har 70 mand fra Odense Symfoniorkester siddende i graven. Der er så megen tekst i Peter Langdal og Andreas Garfields manuskript at det i lange perioder nærmest føles som et skuespil med indlagte sange mere end en egentlig musical.

Det er synd når man nu har et hold af sangere og skuespillere der synger så aldeles glimrende og følelsesfuldt som tilfældet er. 

Xenia Lach-Nielsen er en ilter Leonora Christina – en powerkvinde med en powerstemme - der stræber efter den magt hun ved hun vil være så god til at håndtere. Fordi hun er kvinde og ikke Kong Christians "ægte" datter (hun var født af Kirstine Munk der kun var kongelig ægtefælle, ikke dronning) må hun se magten forsvinde mellem hænderne på sig til hendes bror Frederik den 3 og hans Dronning Sofie Amalie der opfinder enevælden og kroner sig selv og familien som enevældige arvekonger. En smuk og stærk præstation og et interessant portræt af en af danmarkshistoriens mest berømte kvindeskikkelser.

Troels Lyby giver hende flot modspil som Corfitz Ulfeldt der spiller et farligt diplomatisk spil med hele sin familie som indsats. Joakim Lind Tranberg og Cecilie Gerberg er begge smukke og velsyngende som Frederik den 3 og Dronning Sophie Amalie - begge langt pænere og mere sympatiske end virkelighedens kongepar ser ud til have været. Ander Gjellerup Kock er en sjov og vild Christian den 4, Christina Elisabeth Mørkøre en fyrig Dronning Christina af Sverige, Stig Rossen en skummel skurk med aftenens bedste nummer om Danmark i krig. Lars Simonsen og Christian Mosbæk havde fået de utaknemmelige roller som en sort og hvid herre der stiller spørgsmål til Leonora hele forestillingen i gennem - som var hun gæst i Her er dit liv. 

Scenografien af Ashley Martin-Davis var velfungerende og imponerende i Jonas Bøghs delikate og dramatiske lysdesign. Karin Betz kostumer stilsikre og luksuriøse til solisterne – koret var klædt i de mest uklædelige kostumer jeg længe har set. Det gjorde ikke noget godt for dem – de kom til at virke klodsede, og koreografien af Peter Friis var heller ikke altid nådig over for dem og virkede en smule hjemløs på den store scene. 

Leonora Christina er blevet ladt i stikken af det kunstneriske hold der har sat hende og de øvrige medvirkende til at rende ustanseligt rundt omkring orkestergraven og sige uendelige eskapader af tekst der mest omhandler historiske facts. 

Musikken har man lyst til at genbesøge og genhøre - forestillingen har man ikke lyst til at gense.