Giftes med farmand

Tre generationer af kvinder står på scenen med fortællinger om deres fædre, om hvordan forholdet til dem har indvirket på deres eget valg af ægtemænd. For er der noget om devisen i den gamle sang Giftes med Farmand? Vælger kvinder partnere efter deres far – enten postivt eller negativt. For små piger er far jo den første mandlige karakter i deres liv. 

Forestillingen på Folketeatrets lille scene Hippodromen kommer kun sporadisk ind på emnet og synes at vakle mellem sine figurer, og hvad den egentlig har på hjerte. 

Rikke Wölcks tekst er temmeligt endimensionel i sin figurtegning, og vi kommer ikke rigtigt ind under huden på hverken fædre eller døtre – til trods for sjove og rappe replikker. 

Det er den mellemste far der har interesseret mest – en brovtende, vred livsnyder – men portrættet lykkes ikke rigtigt. Han minder mest af alt om en slags Onkel Steward fra Terkel i Knibe, og man har ikke rigtigt fornemmelsen af at han skulle være en stor kulturpersonlighed – bortset fra at han pludselig interviewes som sådan. Faktisk er der ikke rigtigt nogen af fædrene eller mødrene man har den store sympati for. Alt er skruet alt for dramatisk op, og man mister hurtigt interessen for figurerne.

Heldigvis er der så nogle gode skuespillere til at give teksten – og ikke mindst dukkerne – liv. For de tre fædre spilles alle af dukker – med hælp fra de tre døtre (spillet af Rikke Wölck, Sonja Oppenhagen og Laura Allen Müller) og fra Morten Hauch-Fausbøll som stemme og Rolf Søborg Hansen som eminent dukkefører.

Scenografien af Kisser Rosenquits er poetisk og flot medspillende – hvis bare teksten ikke havde været så entydigt fokuseret på vreden – det blev aldrig rigtigt nærværende, rørende eller interessant.