Svulmende musikalsk dronning

Den Jyske Opera har påbegyndt hvad de kalder Den Danske Serie. Den har til formål at opføre glemte danske guldalderoperaer – og dermed genopdage en storhedstid i dansk teater der i mange år har været forsvundet.

Første forestilling er altså August Ennas opera, Kleopatra, fra 1894 som lige nu er på turne landet rundt. Det er yderst prisværdigt af Den Jyske Opera at påtage sig den opgave, og det er en oplevelse er det at sidde på Gamle Scene og høre et værk der ikke har været spillet der i over hundrede år. 

Kleopatra er et værk fyldt med svulmende musik i stil med både Wagner, Weber og Puccini, med små afstikkere til Mayerbeer og Massanet. Orkestreringen er smuk og fyldig, og den glidende melodi flyder gennem forestillingen, men i anden akt kommer der arier og duetter som man kender det fra f.eks. Puccini. 

Man mærker tydeligt inspirationen fra den store senromantiske stil der var populær i Europa, men allerede på vej væk fra de store operahuse på den tid hvor Kleopatra fik premiere. Den fik dog en levetid rundt på forskellige tyske operahuse, og blev også en pæn succes i København – men døde dog ret hurtigt ud.

Det skyldes nok især Einar Christiansens libretto som er lige lovlig banal i sin tekst og historie.

En lokal farao, Harmaki vil myrde Dronning Kleopatra for selv at tage magten i Egypten og fjerne landet fra det Rom som Kleopatra flirter meget med. Han får hjælp af sin elskede Charmiron der er i Kleopatras hof, men Harmaki forblændes af den egyptiske dronnings skønhed, og så blusser jalousien hos Charmiron der ender med at forråde både Harmaki og hele sit folk. 

Det kræver en god iscenesættelse at komme igennem den historie. Ben Bauer har egentlig gjort et fint job i sin iscenesættelse, men hans valg af scenografi er lidt underlig. Jeg ved ikke hvorfor det skal foregå i noget der ligner en norsk træhytte, når nu vi er i Egypten, og Uta Meenen har skabt kostumer der viser et egyptisk præg. Fraværet af dansere i det store ballet- og festindslag i sidste akt virker også bizart når musikken varer ved, og vi må nøjes en mandlig statist der opfører en scene fra skrækfilmen Mumien mens Kleopatra forsøger at vrikke sexet med hoften.

Men her i et nordisk Alexandria går Stefania Dovhan altså rundt som Kleopatra, ser bedårende ud og synger også kraftfuldt med en erotisk glød på stemmen der passer godt til den forførende dronning. Christian Juslin må derimod siges at være utilstrækkelig i både fysik og vokal som den unge spændstige tenorhelt Harmaki. Tanja Kuhn er også lidt tynd i tonerne som den forsmåede Charmiron, mens operakoret giver flot volumen i de smukke korpassager i Ennas musik. 

En spændende aften og tak til den Jyske Opera for at vi kan få lov at opleve disse glemte værker. Vi glæder os allerede til den næste.