En af Stedsøstrene flirter med Prinsen i Gregory Deans effektive men ikke synderligt interessante udgave af Askepot på Det Kongelige Teater., Foto Henrik Stenberg
Askepot på Den Kongelige Ballet er flot men også en smule langtrukken trods en effektiv koreografi.
Titel:
Askepot
Teater:
Det Kongelige Teater
Gamle Scene
Spilleperiode:
9. marts - 5. april 2019
Det er altid med en vis spænding i kroppen man sætter sig ind i Det Kongelige Teater for at opleve en nykoreograferet balletklassiker – og så ovenikøbet skabt af en af kompagniets egne dansere. Det er tilfældet med Den Kongelige Ballets nye udgave af Askepot til Prokofjevs eventyrligt smukke musik.
Ballettens på scenen meget savnede solodanser Gregory Dean har både skabt koreografien og iscenesat handlingen. Han har heldigvis holdt sig i et rent klassisk formsprog med masser af søde henvisninger til både Bournonville og Balanchine. Førstnævnte ser man især i de sprælske karakterdanse til stedsøstrene – og det er sjovt at danseundervisningen er trin fra Konservatoriet. Balanchine slår igennem i de flotte formationer hos Den gode Fes ledsagere. Det er en hjertelig tanke i et kompagni som i den grad er blevet farvet af de to B'er.
Koreografien er effektiv, men trods det at der er godt tempo over fortællingen – bl.a. fordi man har skåret i Prokofjevs uendelige parader af små danse især i første akt – bliver forestillingen en langstrakt affære. Det gør den fordi Gregory Deans koreografi ikke er helt interessant nok. Den er fin og flot – bedst i anden akt – men den holder ikke opmærksomheden fanget i de tre akter vi skal igennem. Især kæmpes der med en stillestående sidste akt hvor man især har snuset til Christopher Wheeldons version som ender hos feerne ude i skoven, og de to stedsøstre også får deres kavalerer.
Det er fint nok ikke at ville lave nogen form for vinkel eller drejning af historien – ud over at lave rent eventyr, men så skal trinene være mere opfindsomme end tilfældet var her.
Men Ida Praetorius er en henrivende dejlig Askepot, med Alexander Bosinoff som hendes unge og ivrige Prins. Han mangler stadig lidt overskud i forhold til Ida Praetorius, og det lignede mere storesøster og lillebror end Askepot og hendes Prins. Der var ikke megen besnærende kærlighedsrus her.
Camilla Ruelykke Holst var en karakterstærk stedmor, Lena-Maria Gruber og Jocelyn Dolsen et par sjove stedsøstre. Astrid Elbo var smuk og stilren som Den gode Fe. og blandt hendes med-fe-søstre lagde man især mærke til en yndefuld Heather Dunn som Sommerfeen og Ji Min Hong som en fyrig vinterfe.
Guilherme De Menezes og Vitor De Menezes er fulde af springkraft som stedsøstrenes hårdtprøvede kavalerer – og sjovt er det jo at de er tvillinger. Blandt Prinsens kadetter lagde man mærke til en flot Jón Axel Fransson og en charmerende Matteo Di Loreto som ud over udseendet også havde overskud i dansen.
Jon Morrells scenografi og kostumer var farverige og pompøse, og en fin virkning med de skiftende videovægge bag skovens træer.
Det Kongelige Kapel spillede under ledelse af Geoffrey Paterson alle nuancer og følelser ud af Prokofjevs melodiøse musik – men det var ikke en balletaften hvor trinene stod i fokus.