Magiske Matilda

Det er en barsk og grum historie om lille Matilda der er uønsket af sine forældre som ikke fortsår hendes fascination af bøger og hendes klogskab samt en brutal skoleforstanderinde der hader børn af et ondt hjerte. Men der er også kærlige mennesker i Matildas liv, bl.a en rar bibliotikar og en kærlig lærerinde der begge kan se hvor speciel Matilda er.

Det er en forestilling der hylder bøgernes verden og det at være speciel. Det gør den med masser af herlig brutal humor og en inderlig varme og et boblende håb om at retfærdigheden vil sejre. Det sætter sig lige i hjertekulen, og man går glad og varm om hjertet ud efter de tre timer forestillingen varer.

At det lykkedes så godt skyldes især Elisabth Lintons nænsomme iscenesættelse der lægger sig op ad Stepen Wacchus originale engelske opsætning på Royal Shakespeare Company men alligevel bliver helt sin egen og mere barsk i udtrykket end originalen. 

Tim Minchins musik er ligeledes en stor faktor i succesen med et partitur som er både melodiøst og rytmisk synkoperet og fuld af herlige pasticher når det kræves. Danske Pall Steen Christensen har skabt en virkningsfuld scenografi med en blanding af videoprojektioner og sætstykker, og Miles Hoare har stået for den rappe og præcise koreografi.

Og så til dem der får det hele til at lykedes på scenen. Vi er  i godt selskab med lille Matilda Gross i hovedrollen som sin navnesøster Matilda. Hun er sikker i sin sang og sine replikker og spiller med et herligt naturligt overskud. Linda Olsson er sød og inderlig som frøken Jenny Honey der støtter op om Matildas evner, Marianne Mörck er som sædvanlig i hopla som bibliotikaren fru Phelps, Åsa Fang og Michael Jansson er perfekt groteske som Matildas forældre, danske Jeff Schjerlund morer som Matildas mindre begavede bror. David Lundqvist har rollen som den hjerteløse børnehader Agatha Trunchbell der er tidligere olympisk mester i kuglestød  –en slags kvindelig pendant til Joachim B. Olsen. Han gør hende en smule mere grov og entydig end jeg har set i London, men den udlægning fungerer fint i Malmøs version. 

Ensemble og orkester skaber flotte rammer med forestillingens solister, og endnu en gang skaber Malmø Opera en musical man ikke helt kan skabe i København – men man kunne håbe at Det Kongelige Teater nu med Kasper Bech Holten som chef vil kaste sig over genren og give os forestillinger på det niveau den fortjener.