Hjertegribende stærkt solo-teater på Husets Teater

Tidligere på året havde Husets Teater selveste Hitler på scenen i forestillingen Mit forsømte forår – en slags gysende forsvarstale for den diabolske diktator. Nu står så den diametrale modsætning på samme scene: en overlende fra koncentrationslejren Auschwitz. 

Jens Albinius viser os hvordan man systematisk kan nedbryde mentalt stærke mennesker til noget der ligner basalt tænkende dyr. En gribende og uafrysteligt vigtig fortælling om at miste sin menneskelighed. 

Det kan være svært for os moderne menneskere at sætte os ind i uhyrlighederne i Auschwitz og de andre arbejds- og koncentrationslejre nazisterne oprettede, men man føler smerten hos Jens Albinius, og man føler hvordan dagligdagen kommer til at dreje sig mere og mere om at få den ekstra potion suppe og at overleve lejrens principper om liv eller død hver eneste dag.

Rørende er det da Primo Levis - som Jens Albinius låner sin krop og sjæl – pludselig midt i al den daglige nedbrydning af det menneske han engang var – på vej til at hente den daglige ration suppe, kommer i snak med en medfange og går i gang med at oversætte Dantes guddommelige komedie , og dermed pludselig kommer til at føle sig som et menneske igen, men også opdager hvor meget af ham selv der er forsvundet. 

Det er vigtigt en gang i mellem at blive mindet om de uhyrligheder der har fundet sted – at blive konfronteret med historien, lære af den og huske den. 

Det kan være ubehageligt, og i Jens Albinus personificering bliver Primo Levis, der er fortælleren og det overlevende øjenvidne, lyslevende for os. Det er smukt og uhyggeligt stærkt at overvære.