Forrygende flot Flashdance!

Lige fra start kunne man ikke andet end blive fascineret af den fantastiske scene hvor de store LED-skærme i baggrunden i den grad gjorde det hele levende, autentisk og troværdigt. Som publikum var vi uden tvivl ført direkte tilbage til 80’ernes Pittsburgh, Pennsylvania. Det fantastiske setup med to etager, LED-skærme og automatisk rullende podier fik sceneskiftene til at gå så stærkt at man nærmest ikke bemærkede dem. 

Sangstemmerne var ikke til at tage fejl af. Der kunne i den grad synges og det blev der. Enkelte episoder hvor der blev glemt lidt tekst eller tonerne ikke ramtes helt rent var ærgerlige – man forventer jo at sangene leveres til UG hver eneste gang. Danserne var fantastisk dygtige og koreografierne ramte plet i langt det meste.

Det stjernespækkede cast af professionelle skuespillere leverede varen til fulde i deres dialoger. Specielt Jimmy Jørgensen der som klubejeren C.C. spillede så overbevisende at følelser af ubehag og uretfærdighed sneg sig frem. Specielt da han pludselig rev tæppet væk under publikum og råbte “Hvad fanden glor I på?” Her røg man lidt tilbage i sædet og fik tanken om ja, hvad var det i grunden vi var vidne til…

Fremhæves må også Silas Holst som Nick Hurley. Han var overlegen i både skuespil, sang og dans. Desværre var der ikke meget dans fra hans side. Det kunne der godt have været meget mere af – det forlyder jo at han skulle være vild med dans! I rollen som Joe leverede Morten Kjeldgaard en fabelagtig præstation i både sang og skuespil. Han kunne også have båret rollen som Nick Hurley med bravur.

Sicilia Gadborg i rollen som Alex Owens gjorde det fantastisk godt men syntes ikke helt skarp på alle sange, og fortællingens klimaks hvor hun danser sin solo til den storslåede sang “What a feeling” blev desværre et antiklimaks da hun var ude af takt i dansen og ydermere lidt usikker i en af sine piruetter. Alene formåede hun ikke at fylde den store scene og musikken. Ingen tvivl om at hun er en rigtigt dygtig danser, men hendes bevægelser var for små og lukkede i koreografien. Jeg savnede jeg mere “fanden-i-voldskhed” der kunne få hende længere ud over scenekanten og give følelsen af at hun faktisk havde alt på spil. Det var virkelig ærgerligt for der var bygget meget op til denne scene, og forventningerne var store.

Ditte Gråbøl som Hannah Owens spillede fantastisk skuespil med sjove replikker. Dittes sang er ikke prangende, men det passede på en måde godt til rollen.

Alt i alt en flot og underholdende forestilling hvor der er i den grad er fart over feltet!