Et råb om humanisme

Efter en lidt træg start bliver vi som publikum hurtigt suget ind i den tætte og barske atmosfære i Carrying a Dream som Dansk Danseteater danser aldeles overbevisende på Det Kongelige Teaters Gamle Scene som de gæster i denne weekend. 

Til daglig har kompagniet ellers til huse ovre på den anden side af vandet – nemlig på Operaen. Nu indtager de så Gamle Scene med et værk der er inspireret af historiske taler af store personligheder som Harvey Milk, Malcolm X og Eleanor Roosevelt. Personer der turde tale mod strømmen og tale varmhjertet om at behandle hinanden lige og give alle samme rettigheder.

Tematikken slår lige ned i vores tid, i en verden hvor f.eks. homoseksuelle forfølges flere steder i verden – senest med indførelse af dødsstraf ved stening i Brunei – og scener med folk på flugt vækker associationer til vor tids flygtningestrømme.

Det er lykkedes Tim Rushton at formidle dette meget personlige værk – nok hans mest alvorlige nogensinde – med intensitet i trinsproget og et væld af vekslende tableauer. 

Lydbilledet spænder, udover førnævnte taler, over tango til jazzet gospel og pulserende rytmer.

Mest interessant i f.eks. den smidige tango mellem to mænd – mindre interessant når det minder for meget om Alvin Ailey i det noget lange indslag om Martin Luther King. 

Mikael Sylvest har pakket værket ind i en meget smuk lyssætning der var med til at gøre aftenen og balletten til en stærk oplevelse.

Kompagniets dansere viser endnu engang deres styrke og igen står Lucas M. Threefoot frem, sammen med Stefano Bizas, Milou Nuyens og Jessica Lyall.

Tænk, at det mest hjerteskærende og højlydte råb om at vi skal være bedre til at passe på hinanden og lære af fortidens fejltagelser, kommer fra en forestilling uden ord! 

Flot gået!