Berusende balletdrama

Jeg indrømmer at jeg har en forkærlighed for de store romantiske handlingsballetter såsom Manon (Kenneth MacMillan), Onegin (John Cranko) og især Kameliadamen af John Neumeier som man lige nu er så heldig at kunne opleve på Gamle Scene. 

Balletten som kunstart kan formidle de store berusende følelser på en ganske speciel måde der kan få hele kroppen med på en følelsesmæssig rutsjetur – især hvis det er danset med følelse og skarp teknik. Det er Kameliadamen heldigvis også denne gang på Den Kongelige Ballet.

Sidste gang den var oppe var det også Ida Praetorius der fik chancen i titelrollen som kurtisanen Marguerite Gautier. Dengang syntes mange hun var for ung til rollen. Jeg syntes dengang hun var ganske henrivende – også i sit samspil med Andreas Kaas som hendes unge elsker Armand. Nu har hun dog fået en modenhed over sig som bare gør hende endnu bedre i rollen. Denne gang er hendes elsker den unge, nye amerikanske danser Ryan Tomash, og deres samspil – og ikke mindst modspil – er uovertruffent. Han er elegant og viser tydeligt hvordan både kærligheden og jalousien rammer ned i ham. Der er en ungdom og en vildskab over hans måde at danse på der i den grad er med til at løfte forestillingen op på et højt emotionelt plan. Ida Praetorius viser på smukkeste vis hvordan kærligheden bryder igennem Marguerites professionelle, pikante facade, og hendes sidste scene tror jeg ikke jeg har set udført smukkere af efterhånden en del danserinder jeg har set i rollen.

Rundt om de to har Den Kongelige Ballet samlet et hold der på fornemste vis bakker op om hovedparret. 

Silvia Selvini og Marcin Kupinski er Manon Lescaut og Des Grieux – det par som Marguerite og Armand ser i teatret sammen, og som spejler deres historie på godt og ondt. Et flot dramaturgisk trick af John Neumeier – begge danser rollerne aldeles overbevisende. 

Jón Axel Fransson kurtiserer os alle med sin frække solo i anden akt med både pisk og hoftevrid, og Wilma Giglio flirter på lystig vis. 

John Neumeier tager sig sin tid i trin og fortælling, og det er en nydelse at overvære hans eminente måde at formidle følelser og tanker på. Det kræver naturligvis at der er dansere der kan formidle det, og her er vi ovenud velforsynede på Det Kongelige Ballet. Det er ydermere en nydelse at høre Alison Smith fortolke Chopins smukke klavermusik der er en vigtig faktor i fortællingen af dramaet.

Flottere balletaften får man sjældent!