Syret drømmespil

At vi føler os lidt som til en teaterkoncert er mere iscenesætter Heinrich Christensens skyld end det er Edna Walsh og David Bowies. Sangene synges på engelsk, og vi får hele armen med flyvninger og lækkert lys i alle sangnumrene. Historien og teksten synes underligt påklistret og fragmenteret i den danske version, og der tales simpelthen med en så unaturlig og manieret replikføring at det ikke gør troværdigheden af at være en musical noget godt.

Vi er i en slags drømmeland mellem himmel og jord – der hvor hovedpersonen Newton befinder sig. Han er kommet til jorden fra en anden planet og er udødelig, men prøver at gøre kål på tilværelsen med sprut, corn-flakes, stoffer og Snickers. 

Hans assistent Elly bliver langsomt mere og mere tiltrukket af Newton, og i hans hoved kommer hun mere og mere til at ligne hans tidligere kæreste . Dertil kommer også en Engel der skal hjælpe Newton op blandt stjernerne – og en transet Valentine der bogstaveligt dræber kærligheden hvor han kan komme afsted med det.

Det er syret – men midt i al galskaben gemmer der sig en historie om overlevelse i isolation og evig kærlighed. 

Der synges med en overbevisende kraft af Jacob Madsen Kvols som Newton – Bowies gamle rolle i filmversionen fra 1976. Simon Matthew er måske den der rammer tættest på at have Bowies lyd, og også den der er tættest på at få skabt en hel figur gennem hele forestillingen. Sara Viktoria Bjerregaard har en lidt for spinkel stemme til de store rockende ballader men hun får fremført en aldeles glimrende version af Is There Life On Mars. Sofia Nolsøe har mange gode øjeblikke som assistenten Elly, og hendes mørkere stemme klæder Bowies musik en smule bedre. 

Handlingen garneres af et hvidt kor der synes ladt helt i stikken af både iscenesætter og koreograf. Det må kunne gøres bedre end tilfældet var her. 

Scenografisk var man i den absolutte top. Flotte scenebilleder blev lavet med omskiftelige vægge og smukt lysdesign af Christian Albrechtsen og Mathias Hersland. Til gengæld virkede det som om man havde fokuseret på lys og dekoration, for kostumerne var et af de mest hjælpeløst grimme forsøg på punk-rock jeg længe har set.

Det blev en noget ujævn tur gennem Bowies Drømmeland i Århus hvor vi var i international klasse når musikken spillede og til lokalteater når replikker skulle tales. Vi håber at det hele bliver mere helstøbt når forestillingen rammer det Kongelige Teater i foråret.