Danserne fra Nederlands Dans Theater er en sublim oplevelse i gæstespillet på Gamle Scene., Foto Rahi Rezvani
Nederlands Dans Theater er tilbage med et gæstespil på Gamle Scene, og denne gang inkluderer korpset danske Sebastian Haynes der i den grad var med til at begejstre publikum i salen.
Titel:
Nederlands Dans Theater gæstespil
Teater:
Det Kongelige Teater
Gamle Scene
Spilleperiode:
7 - 9. september 2019
Man imponeres over den præcision og beherskelse danserne i Nederlands Dans Theater besidder – og så danser de som gjaldt det livet hele forestillingen igennem. Kompagniet har også nogle huskoreografer der forstår at udnytte og udfordre danserne i en stil der er så gennemført konstant i bevægelse.
Aftenen åbner med Shut Eye af Sol León og Paul Lightfoot. En ballet der leger med lys og skygge og præsenterer os for en surrealistisk verden i en gennemfør stil med et srejf af melankoli. Nærmest som den moderne danseverdens Tjekhov er der ingen egentlig handling, men der er en intensitet og en spændning mellem danserne der smukt og præcist følger den tungsindige men dårende dejlige musik af Olafur Arnalds og Bryce Dessner med Kronos Quartet. Scenebilledet åbner med danske Sebastian Haynes – og hvor er det dejligt at se hvor han har udviklet sig i den sublime stil der kendetegner Nederlands Dans Theaters eminente dansere. Koreogafisk er vi i en moderne stil med mange elementer fra det klassiske trinsprog iblandet. Innovativt og fascinerende.
Solo Echo af canadiske Crystal Pike er næst ballet. Den begynder noget mere traditionelt i en stil vi har set mange gange før men udvikler sig alligevel i anden del i en koreografi der giver en masse interessante relationer mellem danserne. Læg dertil en billedskøn baggrund med dalende sne og Johannes Brahms musik.
Aftenens sidste værk er Singuliére Odyssée – igen af Sol León og Paul Lightfoot, og det er aftenens mest ekstravagante værk. Vi er i en ventesal på en banegård hvor folk mødes og skilles igen. Musikken er specielt komponeret til værket af Max Richter, og det lægger sig i flot forlængelse af aftenens to forrige værkers musik. Vi er i en stemning af knugende efterår hele aftenen igennem – i dette sidste værk forstærket af faldende blade der til sidst dækker scenen – Pina Bausch har ikke levet forgæves. Igen er der smukke variationer og flotte formationer, stærkest i det øjeblik danseren Marne van Opstal rejser sig fra bagerste hjørne efter at have siddet der i lang tid, og tilslutter sig de øvrige danseres rytmiske fælleskoreografi. Musikken intensiveres, der bliver grebet som man sjældent bliver det i teatret – og der skulle balletten måske være sluttet. Vi mister intensiteten og det bliver en smule for konkret at vi skal tilbage hvor vi begyndte, og måske er det det lille tilhold jeg har til værket at det bliver en smule for konkret med banegårdsuret i baggrunden og lyden af toge i begyndelsen.
Det kan dog ikke rokke ved at det er en aften i absolut særklasse i teatret, og alle med interessse for dans bør skynde sig ind på Gamle Scene før det er for sent!