Foto Pressebillede

Verdi Opera Festival i Parma 2019

Af Gæste anmelder 2. oktober 2019

Afholdelsen af årets Verdi Operafestival i Parma er en forbilledlig oplevelse og indføring i fire af komponistens hovedværker.

Titel:
Verdi Opera Festival 2019

Teater:
Teatro Regio
Parma (Italien)

Spilleperiode:
Frem til 12.  oktober 2019

Af Knud Arne Jürgensen

Bayreuth har sin årlige internationalt kendte Richard Wagner-festival. Mindre internationalt kendt er måske nok den årlige Giuseppe Verdi-festival som i månederne september og oktober afholdes i den italienske operakomponists hjemby Parma der er beliggende på Po-sletten midt mellem Milano og Bologna. 

Hvert år opføres her på byens smukke klassicistiske teater med dets formidable akustik en opera-”Ring” af ikke mindre end fire Verdi-operaer. I år er det operaerne I due FoscariAidaLuisa Miller og Nabucco. Hvor Wagners Ring befinder sig i mytologiens og gudernes verdener, er Verdi en helt anden og virkelighedstro operakomponist. Hans værker handler om reelle magtmennesker og virkelige personer i menneskelivet der omend de optræder i højst forskellige omgivelser og tidsaldre, alle har det tilfælles at de er sande og troværdige figurer fra menneskelivet. 

Verdi fascinerer stadig fordi hans hovedpersoner og deres karakterer altid har flere dimensioner, uanset hvilken lejr de måtte tilhøre. Sådan er verden jo også – heldigvis eller desværre – som man nu vil vælge at anskue den. Ikke alle – og aldrig Verdi – betragter menneskene og livet som et enten sort eller hvidt forhold. Verdi har altid alle mellemtonerne med i sine operaers personlighedsskildringer. Dette og meget mere kan man opleve i alle de fire operaer som udgør årets festival og præsenterer sig for et veloplagt og engageret publikum.

I stringente og meget nutidige fortolkninger med skarpt optegnede figurer blev alle fire operaer til tætte persondramaer omend i højst forskellige konstellationer. Opsætningen af I due Foscari, der udspiller sig i 1500-tallets Venedig, lagde ud med en meget enkel scenografi hvori dramaet mellem dogen af Venedig (formidabelt sunget af den russiske baryton Vladimir Stoyanov) og dennes søn (som faderen har idømt en livsvarig straf) samt sønnens hustru (der tager sin mand i et passioneret forsvar) spiller på de stærke strenge. I et tæt, ja nærmest kammermusikalsk spil mellem de tre hovedpersoner, bryder deres indbyrdes relationer og konflikter ud i lys lue gennem sangernes flotte vokale præstationer afvekslende med stærke indsatser af koret.

Et ikke mindre intenst trekantsdrama oplevede vi i genopsætningen af den nyligt afdøde mesterinstruktør Franco Zefirellis iscenesættelse fra 2001 af Aida, men denne gang i Verdis hjemstavnsby, Busseto, udenfor Parma. På byens lilleputteater (opkaldt efter komponisten) udspillede sig her i autentiske, omend stærkt formindskede kulisser reproduceret efter operaens urpremiere, det højspændte drama mellem den ægyptiske prins, hans tilkommende og den etiopiske slavinde Aida. Sammen går prinsen og slavinden til slut i døden i den berømte begravelsesscene hvor de levende indemures i templets gravkammer som straf for prinsens afsløring af ægypternes angrebsplaner mod de etiopiske fjender. Dette kærlighedsdrama kom på Bussetos lillebitte teaterscene måske endnu stærkere til udfoldelse end i de voldsomt store opsætninger vi ellers forbinder netop Aida med, sådan som den kendes fra verdens allerstørste operascener, både indendørs som udendørs. Igen oplevede vi her helt tæt på en iscenesættelse der fokuserede på og lykkedes med at skildre de indre bevæggrunde for hovedpersonernes stærke følelser og ageren i forhold til hinanden.

Festivalens tredje opsætning – igen et trekantsdrama, men nu i en mere borgerlig verden – kom også fuldt til sin ret gennem opførelsen af Verdis opera Luisa Miller (præcist dirigeret af Roberto Abbado). Den er baseret på et drama af Schiller og skildrer et elskende par hvor kvinden (Luisa Miller, fornemt sunget af Francesca Dotto) tvinges til at undsige sin kærlighed til operaens mandlige hovedperson, eftersom dennes far ønsker sønnen forenet med byens mest velhavende, men endnu ugifte kvinde. Dramaet mellem disse tre hovedpersoner er formidabelt skildret i alle dets menneskelig facetter af Verdi, og opsætningen fik en yderligere stærk virkning ved at blive opført i en nu nedlagt, gotisk kirke i Parmas centrum som er ved at blive omdannet til koncert- og kulturhus. Denne sceniske ramme gjorde trekantsdramaet endnu mere nærværende, hvor især partiturets kirkeklokker og orgelpassager under Luisa Millers bøn understregede at Verdis værker naturligt og ypperligt kan opføres også udenfor de gængse operateatres sale.

Som slutværket på årets Verdi Festival vendte publikum tilbage til byens smukke hovedteater, Teatro Regio, hvor Nabucco nu stod på plakaten. Denne gang i en stærk og radikalt anderledes iscenesættelse der vakte begejstring, men også stærke protester hos en del af det passionerede festivalpublikum. I dramaet om den assyriske konge og hans kamp mod de jødiske oprørsslaver var der i årets opsætning stærkt røde redningsveste i overflod til slaverne som en tilsyneladende henvisning til den stadige strøm af immigranter der strømmer mod Italiens kyster. I den uge festivalen varede, ankom mellem 200 og 500 migranter hver dag til landet. Så opsætningens hentydninger var til at få øje på. Musikalsk og vokalt var forestillingen en toppræstation med operaens berømte kor af slaver opført hele to gangs i superb klanglig udfoldelse, ligesom også alle solistrollerne var fornemt besat og udført.

Parma er en by der på trods af sine relativt begrænsede økonomiske ressourcer ikke sparer på kunsten – og slet ikke operakunsten. Med den årlige hyldest til bysbarnet Verdi sætter man her med en forbilledlig organisation og høje kunstneriske ambitioner komponisten et værdigt årligt minde.

Hertugdømmet Parma, der fra Wienerkongressen i 1815 til langt op i 1800-tallet blev regeret af Napoleons hustru, Hertuginde Maria Luigia, kender sin Verdi og hans værdi. Maria Luigia selv kom dog engang temmeligt galt af sted da hun efter at have overværet urpremieren på en af Verdis tidligste operaer, noget uheldigt udtalte sig om komponisten med disse ord: ”Denne Verdi, næh, han har ikke nogen fremtid!”. Mon ikke hun i sit mausoleum i Wien stadig fortryder denne ytring? 

Verdi har til stadighed en stor fremtid; kom og bedøm det selv til næste års Verdi-festival som udspiller sig i september og oktober 2020 hvor Parma samtidig er europæisk kulturby. Det bliver en operafest af de helt store – ganske som det var for undertegnede i år.

 

Tjek os ud

Teater

Annonce

Skræddersyede drinks i hemmelig kælder

Er niche-gin og special-tonic ved at være et overstået stadie? Så er det måske tid at besøge Kyros & Co i Tegl...

Jeg er så gammeldags at jeg helst skal have min bil med – ALLE steder. I aftes førte det ti...

Jagten på den ultimative sommerdessert

Sol, sommer og gode desserter på Madklubbens to restauranter Bistro Royal og Brasserie Royal.

Selvom den danske sommer altid på en eller anden måde er et godt samtale emne, handler den som regel mest om r...

Der er masser af sexet mandighed mellem Simon Bennebjergs og Magnus Christensens forelskede og forvirrede unge mænd i den klassiske komedie En Skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret.

Masser af morskab i Shakespeare-skoven

Betty Nansen Teatret præsenterer en vittig og vild udgave af Shakespeares forvikling og fovandlingskomedie En ...

17. okt
Der er ikke sparet på guld og effekter i forestillingen Bang Bang Happy Man på Husets teater.

Lykken blev ikke fundet 

Forestillingen Bang Bang Happy Man der for øjeblikket spiller på Husets Teater handler tilsyneladende om at de...

16. okt

Elton er vendt tilbage

Paramount Home Entertainment har netop sendt Blu Ray DVD'en Rocketman på markedet, og den er absolut værd at g...

14. okt

Luke Evans udgiver covers-album

Den homoseksuelle skuespiller, som bl.a. er kendt fra musicalfilmen Skønheden og Udyret, har allerede sluppet ...

14. okt