Det amerikanske mareridt

Amerika på Nørrebro Teater kan visse steder nærmest minde om Kurt Weill og Bertolt Brechts Mahagonny – de er jo også fra næsten samme tid: Amerika er skrevet af Franz Kafka mellem 1912 og 1914 men først udgivet efter hans død i 1927, og Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny er fra 1930. Det er samme excentriske figurer der repræsenterer kapitalismen i begge værker. Kafkas værk er en smule mere menneskeligt i sin fremstilling af hovedpersonen Karl, og det viser forestillingen på Nørrebro Teater også.

Her er man godt hjulpet på vej af Nicolai Jørgensens helt vidunderlige fremstilling af den naive Karl der er sendt til Amerika som 16-årig efter at have ladet sig forføre af en noget ældre tjenestepige. For at forhindre en skandale hjemme i Tyskland er han altså nu immigrant i Amerika. 

Som så mange på den tid ankommer han med båd til New York hvor Frihedsgudinden er det første indtryk af det nye land. På vej fra borde har Karl glemt sin kuffert, og på sin eftersøgning efter den på skibet møder han en fyrbøder der er ved at miste sit job. Karl beslutter at hjælpe ham, og de går op til kaptajnen hvor Karl til sin store forbløffelse møder sin onkel der er en rig senator i New York. 

Men rigdom og luksus hos onklen hører hurtigt op. Karl tager en tur på landet med en af onklens venner der har fortalt Karl at der er helt i orden at han tager med. Det viser det sig ikke at være, og Karl står pludselig uden tag over hovedet. Derfra går der derudaf med den mere ene absurde situation og bizarre personer efter den anden.

Det er sjovt og mærkeligt på samme tid, men Nikolai Jørgensen formår at få noget varme ind i historien, og det er en flot bedrift.

Ellers er vi på det cederholmske overdrev som nok er finurligt og lystigt at overvære og fuld af barokke situationer og ustyrlige forklædninger i diverse tykke polstringer – især er Trine Pallesen helt ustyrlig som overfed sangerinde – men det er som om det overdrevne går lidt i tomgang, og forestillingen har lidt problemer med helt at finde sin stil. Det lette bliver lidt gumpetungt og larmende undervejs, men der bliver skabt øjeblikke af ren teatermagi bl.a. takket været den indlagte musik under ledelse af Thomas Hamilton. 

Publikum synes nok at det er lidt mere underligt end godt er – men der er nok saft og gode replikker i historien der rammer godt ned i tiden – med et Amerika der næsten kan synes mere absurd end det forestillingen viser.