En tam flaske rom

Det begynder ellers lige så godt som i den forrige version der var iscenesat af Frank Rubæk med et kæmpe kanonskrald lige i hovedet på publikum i salen. Så er scenen sat til den farverige historie om den unge dreng Jim og hans farlige færd mod Skatteøen og den store skattejagt.

Der er masser af spændning og sørøveridyl i forestillingen. Terry Parsons scenografi er stadig den samme, og den klæder den kulørte historie godt.

Sebastians sange er eviggrønne, og  i denne version er det dem man ser frem til, for desværre mangler iscenesættelsen af Birgitte Næss-Schmidt tempo, energi og opfindsomhed. Det forbliver stillestående og tamt – selv i sangnumrene. Det er kun når David Owes stunt kommer på at det liver lidt op på scenen – mærkeligt når det er en koreograf der har iscenesat, og mærkeligt er det derfor også at der er et så stort fravær af egentlig koreografi i de store numre: Vi er nærmest på amatør-hopsa niveau.

Man kan håbe der kommer mere liv i kludene når forestillingen har spillet sig lidt ind og rammer landets teaterforeninger i begyndelsen af næste år. 

Man er ellers hjulpet godt på vej af en rigtigt velspillende og godt syngede Jacob Spang Olsen i hovedrollen som Jim – han deler rollen med Alfred Kann. Også Kasper Leisner er rigtigt valgt som John Silver, men han mangler måske en smule karisma i den kendte piratrolle. Kristian Boland og Christian Mosbæk er sikre kort som de engelske dyder, og Szhirley synger den berømte Fuld af nattens stjerner med masser af indlevelse og er en sød mor til Jim Hawkins. De forskellige pirater mangler lidt karakter i deres spil, men Stanley Bakar skiller sig ud som den uheldige Hands, og Søren Bang Jensen morer som Ben Gunn der noget så forfærdeligt savner ost.

De skønne melodier og den gode historie skal nok overleve en noget middelmådig version i denne omgang, og publikum skal nok også få sig en fin aften i teatret, men hvor man dog savner den forrige versions vildskab og knald for skillingen.