Det Kongelige Kapel er i centrum i den iscenesatte koncertopførelse af Tristan og Isolde på Operaen., Foto Camilla Winther

En begavet quasi-scenisk Wagner-satsning

Af Knud Arne Jürgensen 28. oktober 2019

I den netop påbegyndte operasæson med et lovende udbud af nyproduktioner vi ikke har set mage til i de forrige sæsoner, må man dog, når man træder ind i salen, uvilkårligt stille sig spørgsmålet om det er nød der lærer en nøgen operascene at spinde?

Titel:
Tristan og Isolde

Sted:
Det Kongelige Teater
Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
Frem til 14. november 2019

Valget at præsentere Wagners hovedværk Tristan og Isolde som en ”iscenesat koncertopførelse” (med operachefens egne ord) får en til umiddelbart at tænke ordet ”spareøvelse?”. Hvis det er baggrunden, så er det i mine øjne en begavet en af slagsen. Med Det Kongelige Kapel placeret i al sin magt og vælde på scenen får man Wagners ditto i sigte lige fra første øjeblik hvilket i sig selv er en stærk visuel effekt.

Orkestret sidder under en gold, svævende natmåne i fotografisk projektion og spiller ligesom op til denne golde planet og sætter med dirigenten Lothar Koenigs’ kompakte og samlende orkesterklang dermed en klangbund an der opleves som blev den kastet ud mod publikum fra dette fjerne himmelobjekt. Tilhørerne modtager dermed Wagners højspændte drama som en art universelt ekko af nogle af de stærkeste universelle værdier vi finder i menneskelivet, alt imens månen ildevarslende changerer i forskellige marmor- og skylignende formationer – ja sågar celledeler sig i sit eget indre. Dette enkle sceniske greb sammenholdt med sangernes placering både foran og bag det store orkesterlandskab opleves som om solisterne iklæder sig Wagners vokale tonedigt, ligesom deres enkle velskårne klædedragter skaber en monumental, samlende enhed i denne ”iscenesatte koncertopførelse”.

Tristan og Isoldes skæbnefortælling om deres usagte kærlighed som først for sent udfolder sig, fremstår i dette sceniske landskab både stærkt og koncentreret, omend man må konstatere visse åbenlyse sceniske mangler undervejs. De formindsker dog ikke oplevelsen af at afkode personkonstellationerne med en så kondenseret scenisk fremtoning. Koncentration fremmer som bekendt forståelsen, og det ellers allestedsnærværende regi-teater er vi overmætte af. Det er derfor på en gang befriende og overraskende at opleve virkningerne af denne ”spareøvelse” hvis sceniske effekter er slående og intelligent udformet. Aldrig tror jeg at verdens nok mest berømte akkord-opløsning, Wagners såkaldte ”Tristan-akkord”, har fået en mere slående scenisk effekt end i det øjeblik hvor hovedparret lægger deres håndflader mod hinanden og billedet fryser fast i månens ubønhørlige skær, alt imens Tristan-akkorden langsomt opløses. Et skæbnemoment, der står tilbage som hele opførelsens signatur.

Sangermæssigt trækker Ann Petersens Isolde-niveauet op til svimlende himmelhøjder og synger så selv de fineste passager kan høres helt op til månen. Hun er stærkt sekunderet af Christopher Ventris som en vokalt sikker, men scenisk mindre overbevisende Tristan-figur. Vokalt uovertruffen og scenisk autoritativ står Hanne Fischer i rolledebuten som Isoldes terne, Brangäne, der ubønhørligt forsøger at påvirke skæbnefortællingens forløb med varsler og handlinger. Mest imponerende ved hele opførelsen er dog nok dens sammenspillethed hvor sangerne med ryggen til orkestret under hele forløbet smelter sammen med orkesterklangen og dirigentens sikre ansatser uden en eneste direkte øjenkontakt. Hvis ikke andet så er denne ”koncertopførelse” en sjælden anledning til rent musikmæssigt at opleve hvad Wagner dybest set mente med sit ”Gesamtkunstwerk”.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Velværeoplevelse på Comwell Borupgaard

Luksus med luksus, hvem elsker ikke en omgang spa og velvære, og med det triste vejr vi havde i janaur, så fik...

Man skal altid huske at behandle sin krop ordentligt, betragt den som et tempel siges der. Vi kender også...

Skræddersyede drinks i hemmelig kælder

Er niche-gin og special-tonic ved at være et overstået stadie? Så er det måske tid at besøge Kyros & Co i Tegl...

Jeg er så gammeldags at jeg helst skal have min bil med – ALLE steder. I aftes førte det ti...

Man prøver med store kjoler og fejende vals - men Vild med dans - the musical, ender med at blive en meget tam og pinlig affære.

Pinligt danseshow

Vild med dans - the musical på Østre Gasværk er ingen musical - og den er tilsyneladende heller ikke særlig vi...

24. feb

Vigtig film om transkønnet familiefar

Malou Reymann debuterer med hjertevarmt drama om en gennemsnitlig familiefar, der springer ud som transkønnet....

20. feb
Peter Schrøder og Kurt Ravn er kærlige som de to livskloge sygdomsmærkede mænd i Folketeatrets forestilling 2 på tur.

Underfundig teatertur

Folketeatret sender 2 på tur rundt i landet inden den underfundige og livskloge forestilling ender i Nørregade...

19. feb

Sam Smith fejrer Valentinsdag med en ny sang om kærestesorg

Valentinsdag, som også defineres som de elskendes dag, er den dag på året, der plejer at være fyldt med roser ...

14. feb