En begavet quasi-scenisk Wagner-satsning

Valget at præsentere Wagners hovedværk Tristan og Isolde som en ”iscenesat koncertopførelse” (med operachefens egne ord) får en til umiddelbart at tænke ordet ”spareøvelse?”. Hvis det er baggrunden, så er det i mine øjne en begavet en af slagsen. Med Det Kongelige Kapel placeret i al sin magt og vælde på scenen får man Wagners ditto i sigte lige fra første øjeblik hvilket i sig selv er en stærk visuel effekt.

Orkestret sidder under en gold, svævende natmåne i fotografisk projektion og spiller ligesom op til denne golde planet og sætter med dirigenten Lothar Koenigs’ kompakte og samlende orkesterklang dermed en klangbund an der opleves som blev den kastet ud mod publikum fra dette fjerne himmelobjekt. Tilhørerne modtager dermed Wagners højspændte drama som en art universelt ekko af nogle af de stærkeste universelle værdier vi finder i menneskelivet, alt imens månen ildevarslende changerer i forskellige marmor- og skylignende formationer – ja sågar celledeler sig i sit eget indre. Dette enkle sceniske greb sammenholdt med sangernes placering både foran og bag det store orkesterlandskab opleves som om solisterne iklæder sig Wagners vokale tonedigt, ligesom deres enkle velskårne klædedragter skaber en monumental, samlende enhed i denne ”iscenesatte koncertopførelse”.

Tristan og Isoldes skæbnefortælling om deres usagte kærlighed som først for sent udfolder sig, fremstår i dette sceniske landskab både stærkt og koncentreret, omend man må konstatere visse åbenlyse sceniske mangler undervejs. De formindsker dog ikke oplevelsen af at afkode personkonstellationerne med en så kondenseret scenisk fremtoning. Koncentration fremmer som bekendt forståelsen, og det ellers allestedsnærværende regi-teater er vi overmætte af. Det er derfor på en gang befriende og overraskende at opleve virkningerne af denne ”spareøvelse” hvis sceniske effekter er slående og intelligent udformet. Aldrig tror jeg at verdens nok mest berømte akkord-opløsning, Wagners såkaldte ”Tristan-akkord”, har fået en mere slående scenisk effekt end i det øjeblik hvor hovedparret lægger deres håndflader mod hinanden og billedet fryser fast i månens ubønhørlige skær, alt imens Tristan-akkorden langsomt opløses. Et skæbnemoment, der står tilbage som hele opførelsens signatur.

Sangermæssigt trækker Ann Petersens Isolde-niveauet op til svimlende himmelhøjder og synger så selv de fineste passager kan høres helt op til månen. Hun er stærkt sekunderet af Christopher Ventris som en vokalt sikker, men scenisk mindre overbevisende Tristan-figur. Vokalt uovertruffen og scenisk autoritativ står Hanne Fischer i rolledebuten som Isoldes terne, Brangäne, der ubønhørligt forsøger at påvirke skæbnefortællingens forløb med varsler og handlinger. Mest imponerende ved hele opførelsen er dog nok dens sammenspillethed hvor sangerne med ryggen til orkestret under hele forløbet smelter sammen med orkesterklangen og dirigentens sikre ansatser uden en eneste direkte øjenkontakt. Hvis ikke andet så er denne ”koncertopførelse” en sjælden anledning til rent musikmæssigt at opleve hvad Wagner dybest set mente med sit ”Gesamtkunstwerk”.