Man har sine bange anelser i de første minutter af musicalen. Handlingen er flyttet til 1980'erne og foregår på et hospital for sindslidende – det ene giver mindre mening end det andet, men det bliver heldigvis ikke brugt til meget i resten af opsætningen. Sondheims musical emmer nemlig af Victoriatidens mørke skumle London – en tid med bl.a. Jack the Ripper – og musikken, sangen og de medvirkendes indlevelse i rollerne gør at vi hurtigt glemmer og ser bort fra den tåbelige instruktøridé at skulle putte forestillingen i en ramme den ikke nødvendigvis passer så godt ind i.
Bortset fra det er det en ren nydelse at sidde i Operaen og suge den dæmoniske forestilling til sig – og glemme alt om den heller ikke musikalsk særligt vellykkede filmatisering af Tim Burton med Johnny Depp i hovedrollen som den hævngerrige barber. I operaen får vi nemlig hver en node fra Sondheims prægtige partitur for fuldt orkester og kor og med eminente sangere i rollerne.
Det er en barsk historie om den hjemvendte barber, Benjamin Barker, der nu har taget navnet Sweeney Todd. Han er blevet offer for et justitsmord fordi den liderlige dommer Turpin vil have fingre i Sweeneys smukke kone. Sweeney bliver sendt væk til Australien, og der er fri adgang til konen som ender med at blive voldtaget til et maskebal. Dommeren tager deres spæde datter ind som myndling, men også hun må senere stå for dommerens tilnærmelser. Efter 15 års fravær er Sweeney så tilbage i London efter at have lidt skibbrud – men være blevet reddet af den unge sømand Anthony. Han slår sig ned i sin gamle butik der ejes af den ikke særligt succesfulde pie shop indehaver Mrs. Lovett. Hun genkender ham og sammen går de i gang med at planlægge hævnen over Dommer Turpin. Det skal ske med den tætteste barbering nogensinde – altså skære halsen over på ham i barberstolen – men inden de når til dommeren, skal der øvelse til, så blodet flyder og den gesjæftige Mrs. Lovett får den idé til at bage de uheldige ofre ind i pies og sælge dem – med stor succes!
Sondheim har altid udfordret musicalgenren med sine emner fra præsidentmordere i Assassins til egoistiske og utro eventyrfigurer i Into the Woods. Han blev førhen spillet meget, især på Ålborg Teater under Mogens Pedersen, og også på Odense Teater forsøgte Poul Holm Joensen at få ham spillet. Det var i 90'erne, men siden er der jo kommet en generation af teaterchefer der er blevet opflasket med at musicals ikke er noget man synes om eller vil røre ved, eller noget man kun laver for at tjene penge, og dermed kun de populære værker. Søren Møller i Fredericia prøver at ændre på den opfattelse, og nu ser det ud til at Det Kongelige Teater også går den vej .Teatrets direktør Kasper Holten er jo også selv en aldeles glimrende musicalinstruk-tør.
Genren kræver dog også sangere der kan honorere de krav den stiller – hvilket er nogle andre end operaen gør. I musicals følger sangtekster den naturlige tale så diktion og hurtighed er en anden end i operaen. Palle Knudsen mestrer det spring flot: Han giver os både en vokalt tydelig og nydelig Sweeney, og man forstår hvor forurettet og ulykkelig han er under den makabre overflade. Men det er Susanne Resmark der løber med hele aftenen som Mrs. Lovett – fuld af finurlige komiske detaljer, grotesk og morsom, rørende er hun – også i det øjeblik den unge dreng Tobias som hun har taget til sig som sin hjælper efter at Sweeney har "barberet" hans arbejdsgiver, kalder hende for mor, velvidende at han må lade livet fordi han har mistanke til hendes elskede Sweeney. Den smukke sang Not While I'm Around som bliver sunget i netop det øjeblik, har nok aldrig lydt smukkere end i Frederik Rolins version. Nicholas Morton er også troværdig i rollen som den unge sømand der møder kærligheden, og duetterne sammen med Cassandra Lemoine som Johanna lyder himmelsk. Johannes Mannov er grum som Dommer Turpin, og Jens Christian Tvilum tilpas slesk som Beadle Bamford. Gert Henning Jensen får et herligt komisk øjeblik som barberstjernen Adolfo Pirelli, og Aileen Itani har fine øjeblikke som Tiggerkvinden med en hemmelig fortid.
Stephen Sondheim er berømt for de unikke orkestreringer der ofte er udført af Jonathan Tunick (tidspresset ved en produktion på Broadway gør at komponisterne ofte ikke selv har tid til at orkestrere deres partitur men har folk til at gøre det efter deres anvisninger), og her bliver hver en detalje tydelig under Ian Ryans ledelse – det samme gælder operakoret.
Nogen burde dog fortælle Det Kongelige Teater at Book by ikke betyder Roman af; Book er musicaludtrykket for manuskriptet, dialogen eller librettoen om man vil. Det er rigtigt at Hugh Wheeler også er romanforfatter, men i dette tilfælde er han altså manuskriptforfatteren. Det er flere gange beskrevet forkert i programmet.
Hvis man har været så heldig at se 1993-versionen på Royal National Theatre i London med Alun Armstrong og Julia McKenzie som Sweeney og Lovett, er den svær nogensinde at overgå – men denne udgave på Operaen er tæt på!