Når kærlighed dræber

En hær af amazoner er draget i felten for at erobre og undertvinge de græske krigshelte for derved at styrke deres kvindestat med nyt feminint afkom. De baner sig vej ind i den trojanske krig og skaber derved forvirring hos både grækere og trojanere, der for et øjeblik tvinges til at indgå i en skæbnesvanger alliance. Grækernes anfører Achilleus og amazonernes dronning Penthesilea mødes og begynder en jagt, hvor det er dronningen, der til grækernes rædsel forfølger Achilleus. En kærlighedstragedie indledes hermed i en kold og brutal verden styret af krigsregler.

I Heinrich von Kleist gendigtning fra 1808 af den græske myte er det edderkoppekvinden Penthesilea, der går sejrrigt ud af kærlighedsmødet, idet hun vinder Achilleus’ hengivenhed, men samtidig må dræbe ham efter at være blevet befrugtet.

Det Kongelige Teaters opsætning (i Inger Christensens fremragende meddigtende oversættelse, Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse, Jonas Flys essentielle scenerum og Mårten K. Axelssons medskabende lysdesign) stiller skarpt og kompromisløst ind på hovedpersonernes dilemma i tilværelsens universelle konflikt mellem eros og thanatos – menneskenes kærligheds- og dødsdrifter.

I et nøgent scenerum med en mixerpult som det centrale element udfolder tragedien sig, som er vi vidne til en lydstudieprøve i kærlighedens laboratorie-mixer. Med en forbilledlig tydelig diktion hos næsten samtlige de medvirkende (især hovedparret spillet af Johanne Louise Schmidt og Morten Burian, samt ikke mindst Matthias Skov Rahbæk som kaptajnen) indsuges vi af et kærlighedsdrama, der synes styret af kræfter, som er uden for menneskenes kontrol. På en mærkelig måde fremstår sørgespillet dermed som en meget tidlig forudanelse af det Stindbergske ægteskabsdrama når det er stærkest.

Opførelsens største svaghed er dens stærke mindelser om 70’ernes gadeteater, idet den spiller i et for udefinerbart rum og derved spreder spillet ud i for mange retninger, hvilket mere forvirrer end forsikrer tilskueren om dybden i lidenskaberne mellem hovedpersonerne. Men med sin retro-agtige karakter, og det konstante baggrundslydspor fra mixerpulten, som bestandigt varsler enten konflikten eller inderligheden i tragedien, stiller denne spillestil samtidig også skarpt på den græske mytes natur, der ønsker os som publikum hensat i rollen, som den gudeverden, der fra sin plads foroven betragter spillet med en blanding af forudanelse og medviden. Penthesilea er spændende indsats fra nationalscenen, hvor teatret viser sin universelle styrke til at kunne skildre de tråde, som forbinder menneskelivets lykke og smerte. En halvtom sal påskønnede opførelsen, men flere bør finde vej til denne forestilling. Det fortjener den.