Frank Wildhorns musicalversion af den gotiske, victorianske historie om dobbeltmennesket Dr. Jekyll og Mr. Hyde regnes i musicalkredse for at være lidt dårlig smag. Man mener, at musikken er plat og for poppet, og siden førsteopførelsen på Broadway i 1997, som blev en pæn succes med 1.543 opførelser, har musicalen haft det svært. Genopsætningen i 2013 blev nedsablet af pressen og buhet ud af publikum og lukkede igen efter kun 29 opførelser. Andre af Frank Wildhorns musicals har fået en hård medfart på Broadway og er lukket, næsten inden de åbnede (Wonderland over Alice i eventyrland, Bonnie og Clyde og Dracula). Jeg hører til skaren af hardcore musicalelskere og -kendere, men jeg kan modsat så mange andre, faktisk godt lide Frank Wildhorns umiddelbare iørefaldende pop. Jeg ved godt, at der ikke er megen dybde i musikken og heller ikke i selve værket, men når det er velsunget og velspillet, er det en fryd at høre på.
Her kommer vi så frem til Det Ny Teaters version, for den er så sandelig både velsunget og velspillet og en fryd både at se og høre på.
Internationalt niveau
Skal man bruge et enkelt ord til at beskrive de forskellige dele i forestillingen må det være: Kvalitet.
Det er uovertrufne kostumer og en stemningsmættet scenografi, der perfekt sætter rammen for handlingen – vi er ikke i tvivl om hvor vi er, og Paul Farnsworth formår at forene victoriatidens London med et moderne udtryk, der virkelig er med til at få enhver tvivler til at glemme det måske lidt kulørte materiale og den poppede og sentimentale tilgang til historien, der findes i Frank Wildhorns musicaludgave.
Ideen med at lade forestillingen foregå i auditoriet på et sindssygehospital er genialt set af instruktøren Daniel Bohr i samarbejde med Paul Farnsworth. Det giver handlingen en distance men samtidig også et nærvær og en intensitet, der suger publikum ind i universet.
Det kunne selvfølgelig ikke lykkes uden de rette skuespillere og sangere i rollerne.
Det har man fået her. Thomas Ambt Kofoed har jeg aldrig set bedre. Han er perfekt i rollen som både den nidkære og retskafne Dr. Jekyll og den besatte og hævnende Dr. Hyde. Hans stemme er i absolut topform, og de store poparier, han har, bliver klaret med bravur, og kampen mellem hans gode og onde side er hjerteskærende, dramatisk ægte til sidst i forestillingen. Camille-Cathrine Rommedahl træder ud af sin sædvanlige rolle som den lidt komiske, dumme og naive blondine, som hun har spillet mange gange (Singin´ in the Rain, Young Frankenstein, Julefrokosten), og viser, at hun også er en sikker karakterskuespillerinde og sanger. Julie Steincke er perfekt vampet og følsom i rollen som luderen Lucy som bliver en brik i spillet mellem Jekyll og Hyde. De tre og forestillingens indpakning er virkelig på et højt internationalt niveau – det kunne være spillet overalt i verden. Rundt om de tre er der et velsyngende kor og mindre roller. Kurt Ravn som den godhjertede ven, Christian Berg som den forsmåede rival, Kim Hammelsvang Henriksen som klistret alfons og Ulla Sell som snobbet overklasselady skiller sig ud.
Orkestret under ledelse af Per Engström giver Wildhorns musik al den vellyd, der kan hives ud af den.
Det er pop og overfladisk, men det er godt nok pakket ind og afleveret på en måde, som hæver materialet op på et niveau, hvor det ikke har været før.