Ujævn fortælling om Kong Arthur

Det er rigtigt set, at legenden om Kong Arthur rummer alle de ingredienser, som er oppe i tiden, hvor Game of Thrones er den helt store seer-sluger både på nettet og i TV. Man har sågar tilført Kong Arthur en tur med drage – så kan det næsten ikke blive mere hipt. Desværre ar alle de forskellige inspirationskilder også stykkets akilleshæl, for det er langt fra lykkedes forfatter og instruktør at få balance i løjerne og de mange løse ender.

Publikum ender med en mærkelig hybrid af en forestilling, der hverken er en satire, et drama eller et eventyr. Det minder mest af alt om Vikingespillene i Jels – hvilket bestemt ikke er noget kompliment – og det er bestemt heller ikke for mindre børn. Ikke fordi det er uhyggeligt, men simpelthen fordi det er for kedeligt.

Flot det er det dog – og gode præstationer er der også mellem alle forsøgene på at være morsom eller eventyrlig dramatisk. Tammi Øst og Esben Smed er gysende gode som de onde og Ole Lemmeke får skabt en god figur som troldmanden Merlin, der først har hukommelsestab og senere bliver til den hvide troldmand der er Tolkiens inspiration til Gandalf. Det er flot, når Søens Dame træder frem bag træerne og Avalon viser sig i baggrunden. Synd at optrinnet musikalsk og koreografisk minder om åbningsceremonien i et østeuropæisk Melodi Grand Prix.

Nicolas Bro taber titelfiguren på skovbunden i manerer og råberi, Marie Louise Wille er en skinger Guinnevere mærkeligt klædt ud som solkonge og Martin Hestbæk en usexet Lancelot. Resten er ikke noget at skrive hjem om. Det er til gengæld de flotte heste, de imponerende lyseffekter og de mange tryllerier på den enorme scene.

Havde man bare taget historien seriøst uden at skulle lægge en ironisk distance, som man alligevel ikke overholder, kunne det have været årets mest overraskende hit. Tag ud i Ulvedalene for de imponerende omgivelser og de trods alt mange flotte scener, der er i forestillingen – og glem så den historie man alligevel ikke rigtigt gider at fortælle.