GANG I GANLØSE

Der er en stemning som en festlig familiefest under spisningen før revyen på Ganløse Kro. Bænket tæt ved lange borde får vi serveret tre retter. Maden er blot meget bedre end til mange familiefester. Det er virkelig lækker mad, der kommer på bordet,  og der er ikke fedtet med det. Det giver en god optakt til revyen, og den gode stemning fortsætter heldigvis.

Åbningsnummeret er smart nok bestikket, der byder velkommen og giver en fiks overgang fra maden til scenen. Inden da har man skullet taste sig vej til revyen - præcis som hos lægen eller det offentlige - og allerede her er tonen sat til en revy, der frækt og forførende serverer både pik, patter og politik!

Første del fortsætter med et nummer om at sætte grænser, og her bliver ikke kun sat landegrænser men også grænser mellem lyse og mørkhårede, vegetarer og kødspisere og publikum og skuespillere. I det hele taget er grænser et emne, der går igennem revyen, især i Rasmus Krogsgaards raffinerede tekster.

Der kommer også et stærkt nummer med høje og skønne Randi Winther først som lille pige i børnehave og så som gammel på plejehjem, hvor der genialt synges samme tekst om travlt personale og et råb om opmærksomhed og respekt. Der er også et festligt optrin med Ganløsegarden og et formidabelt potpourri om Det Skønne Nordsjælland - med en suveræn tekst af Rasmus Krogsgaard.

Andel del byder på sjove og kontante Lone Rødbroe i Carl-Erik Sørensens vise om en skuffet turist, der synes, de er blevet al for kedelige nede sydpå, og nu vil prøve en ferie i Syrien - for der skulle være så festligt!

Skatteskjul i Panama bliver bossa-novaet frem i et nummer af Simon Nøiers med en elegant og velsyngende Kim Brandt i front. 

Årets nummer er Lone Rødbroe med tilbehør i et afsindig morsomt potpourri over danske sange. I det hele taget er det musikken med Morten Wedendahl i front, der sætter standarden for aftenen og er en stor del af grunden til revyens succes. Ikke alene kan Morten Wedendahl skrive musik, der er varieret, og som understøtter tekster og sangere som fod i hose, men det er også med til at give en energi og et drive til forestillingen, som instruktør Jan Hertz har forstået at gribe. Det er en i særklasse musikalsk revy, og tempofyldt med elegante overgange og en tæft for sceniske arrangementer og koreografi, der flytter rundt på de medvirkende i højt tempo, der aldrig går ned. Jeg vil næsten vove at påstå, at årets revy er bedre end sidste års prisvindende - den er ihvertfald lige så god!