Græsk tragedie i forsamlingshuset

Vi er i en slags nedlagt forsamlingshussal i en storby – det minder lidt om et af de tidligere Folkets Hus i Østeuropa – godt afrakket i tapet og vægge, og med triste træstole på rækker. Et symbol på et samfund i forfald og en familie på vej mod afgrunden.  I denne halvtriste men også imponerende kulisse får vi så to af græsk tragedies tungeste fortællinger. Historien om Ødipus, der uvidende myrder sin far og gifter sig med sin mor – får fire børn, hvoraf den ene datter Antigone får sin helt egen tragedie som søsteren, der ikke må begrave sin ene myrdede bror men alligevel gør det med døden til følge.

Ligesom med MEDEA i sidste sæson på EDISON er tragedien serveret med en moderne tilgang og spillestil, der gør den spiselig og nemt-forståelig for et moderne publikum. Trods vel meget hysterisk pjat og pjank i begyndelsen – og en lige lovlig lang broderkamp i 2. akt – er der også en respekt for materialet og en dyb sørgmodig sjæl over hele forestillingen, der gør, at man bliver fanget af dramaet.

Der spilles også stærkt, især af Tammi Øst som Iokaste, der bliver både mor og brud til sin søn, Maria Rossing som Antigone og Sicilia Gadborg som søsteren Ismene. På herresiden er Peter Christoffersen en fin men lidt upersonlig Ødipus, Peter Plaugborg og Mads Rømer Brolin-Tani sjove som de to brødre, Simon Bennebjerg nuttet som den lavmælte Haimon, som alligevel får trodsig styrke sidst i forestillingen. Rasmus Fruergaard er sjov som budbringer fra Korinth, og Karen-Lise Mynster har stædig myndighed som Kong Kreon – selvom der aldrig kommer en forklaring på, eller oplagt mening med, at Kong Kreon skal spilles af en kvindelig skuespiller, ej heller at Oraklet skal ses i skikkelse af en androgyn Marie Dalsgaard. Lila Nobel er også sat til manderoller som hyrde og vagt, og det er da sjovt men også lidt inkonsekvent, når nu det ikke er gældende hele vejen igennem forestillingen, at der byttes rundt på kønsroller i smårollerne.

Lydbilledet til forestillingen er også velvalgt og velfungerende med Tore Nissen ved roret. Forestillingen kan måske betegnes græsk-light, men man mærker alligevel den dybe tragedie, og den er et godt valg for det nye ensemble. Vi glæder os til de næste forestillinger, som jo gerne må være noget helt andet, så vi ikke ender i en omgang Røde Rum igen.