Kunst og kærlighed

Det er ikke den færdige forestilling vi får – vi er til en prøve på Petrushka, hvor koreografen kæmper med at få trinene, danserne og musik til at gå op i en højere enhed. Det er sjovt at iagttage – især fordi de medvirkende dansere taler det sprog, de nu taler – så et sammensurium af polsk, russisk, græsk, skotsk og ungarsk høres blandet med den dynamiske, lyriske og dramatisk legende musik, eminent flot spillet af Maria Eshpai.

Som hos Fokine er det en leg mellem drøm og virkelighed – mellem de fiktive karakterer og de rigtige dansere. Det er flot illustreret af masker, der dukker op sidst i forestillingen. Samme sektion med masker bliver også en anelse langstrakt i en forestilling, der interesserer og fascinerer mest i den første halvdel. Man bliver en anelse træt af at høre på den nærmest kolerisk snakkende koreograf, og ideen synes at løbe lidt tør undervejs. Der leges effektivt med relationerne mellem danserne og mellem kærligheden – båden den kunstige og den ægte, og kærligheden til kunsten.

Men der er nogle flotte optrin og bedårende smukke passager imellem al snakken. Det er mere en pudsig end interessant forestilling, der kommer ud af det. Koreografien er meget musikalsk; forestillingen har lidt sværere ved at finde melodien.