SPARTANSK NITOUCHE

Hervé skrev operetten Mam'zelle Nitouche i 1883, og på dansk fik vi filmklassikeren Frøken Nitouche i 1963,, bygget over operetten. Nu får vi på Folketeatret en blanding af både den originale operette, den elskede danske filmudgave og noget helt nyt skabt og mikset sammen af Vase og Fuglsang som jo især er garvede revyforfattere. Det er nok meget godt set, for Nitouche er en forviklingsfarce, som skal afleveres i forrygende tempo med de rette spillere og sangere i de rette roller.

Bliver den så det på Folketeatret – til dels.

Det fungerer fint at have selve teatret som ramme om forestillingen. Det meste af handlingen foregår jo i og omkring teatrets verden. Desværre bliver ideen ikke fulgt helt til dørs, og vi er pludselig havnet i en mere traditionel forestilling med en ubegribeligt grim og kikset klosterkulisse af pap, som man nærmest ikke kan være bekendt at sende på turne. Hvis den så bare havde været bevist klodset og kikset – så kunne det have været en sjov pointe. Det er den bare ikke – ej heller det krøllede bagtæppe! I det hele taget er det en meget spartansk udgave af operetten. Det er der nogle steder en god og sjov pointe i – andre steder ikke, og forestillingen virker nærmest helt ubehjælpsom. Mens vi er ved det, man ikke kan være bekendt, så er det den ikke eksisterende koreografi og umanerligt uskønne staging af de store numre i forestillingen.

Det er simpelthen ikke godt nok!

Det er også underligt at skulle putte sange af andre komponister ind, bl.a. danske Lumbyes Columbine Polka Mazurka. Når man i forvejen var halvvejs ved at gå tilbage til den oprindelige operette m.h.t. placering og navne, kunne det være sjovt, at man måske havde benyttet sig af sange fra andre af Hervés operetter – eller af den musik fra den originale operette, som man ikke har brugt. Desværre var store dele af iscenesættelsen også en rodet affære uden rigtigt at have en grundlæggende holdning eller idé. Det ene øjeblik var det moderne slapstick – det andet øjeblik skrigende gammeldags komedie. Enormt mange sjove scener – og enormt mange lange monologer, som nok er søde eller sjove men også sætter handlingen totalt i stå. Især første akt er tung i enden. Det hjælper gevaldigt på tempo og humør i anden akt.

Hvis det stod til opsætningen alene endte vi nok på to eller tre stjerner, men heldigvis er der et flot spillende hold til at hive forestillingen op. Lone Hertz er i den grad med til at gøre aftenen mindeværdig. En sødmefyldt og livsklog priorinde som også har myndigheden på sin side. Pelle Emil Hebsgaard har svært ved at finde sin Celestin/Floridor i begyndelsen – og der ikke megen forskel når han veksler mellem sine to personligheder, hvilket er en skam – men han giver ung og frisk energi til især anden akt og lægger sig heldigvis langt væk fra Dirch Passer. Trine Gadeberg er en dårende dejlig primadonna og fræk som bare satan, Asger Reher sød og kær som teaterdirektør, Johannes Nymark er charmerende og kæk som Løjtnanten og Kristian Boland brusende kolerisk sjov som Majoren. Karin Nordly-Holst er yndigt syngende som titelrollen men også noget gennemsigtig og uden den nerve og gnist, der trods alt skal være i den unge novice – især fordi man har Lone Hertz lige ved siden af, som jo i den grad var en charmerende humørbombe i samme rolle i filmen.

Der var nogle nuttede soldater i koret – ellers kan man ikke sige så meget om det. Det var yderst anonymt, selvom de var sat til at spille instrumenter og andet, som er blevet så populært især i England med disse actor-musicians forestillinger. Personligt synes jeg, det er et stunt, der kun meget få gange giver mening; det kunne det have gjort her, hvis der bare havde været en bedre iscenesættelse omkring det.

MEN Frøken Nituoche er svær at tage livet af: Det er en hyggelig aften, og man bliver glad om hjertet – ikke mindst takket være Lone Hertz.