Kærlighed og matematik

Det foregår på engelsk – men et meget tydeligt engelsk – så vi alle kan følge med selv i en handling, der kan blive svært forståelig, når snakken falder på de matematiske ligninger, der er selve handlingens omdrejningspunkt.

Vi er i dagene omkring en matematikprofessors begravelse. De sidste mange år er han blevet passet af sin yngste datter, Catherine, da hans hoved ikke har været særligt velfungerende den sidste tid, og al logik nærmest er forsvundet. Begravelsesdagen er samtidig datterens fødselsdag – tal lige om et traume der!

Den ældre datter fra New York ankommer. Hun er nervøs for at lillesøster skal blive ligesom faderen og vil gerne have hende med sig for at kunne holde øje med hende og sørge for, at hun eventuelt får noget behandling. Men en ung hot studerende blander sig også i handlingen, og så har vi også et kærlighedsdrama kørende. For den unge studerende er tidligere elev af den afdøde professor, og han er på stedet for at gennemgå de efterladte notesbøger for at se, om der gemmer sig et matematisk fund. Det viser det sig, at der gør: et fund der vil revolutionere hele den matematiske verden. Det er bare Catherine, der siger hun har skrevet det og ikke faderen. Det gør ikke situationen bedre, at Catherine og den unge studerende Harold er faldet for hinanden : Pludselig er det også et spørgsmål om at stole på hinanden – og hvem der er gal, og hvem der ikke er.

Der bliver spillet gedigent over hele linjen. Især Sira Stampe er skøn som søsteren fra New York, og Rasmus Mortensen er både sød og velspillet som Harold.

Man kunne godt skrue op for tempoet. Der er klodsede sceneskift med umotiveret loungemusik, og en generelt meget langsom og omstændelig iscenesættelse gør, at det bliver en anelse tungt, langt og monotont. Det kan være, at det hele bare skal spilles lidt bedre ind, for der er gode afsæt til en gribende aften. Lige nu ender vi med, at det er sødt og charmerende, men det kan så sandelig også være godt nok!