Sex og druk i Operaen

Hele ideen med Brecht og Weills værker er at holde et spejl op for tilskuerne. Det har iscenesætteren Graham Vick taget bogstaveligt i denne opsætning, for scenografien er en spejling af salen i Operaen og de medvirkende dukker op nede i salen for så at blande sig i handlingen på scenen.

Vi er i et ingenmandsland, hvor tre straffefanger får en idé til at skabe en by, hvor de vil tiltrække lykkejægere og livsnydere. Verdens lykkeligste by. Det går i starten ganske godt, men så daler interessen, og en orkan truer med at lægge byen i ruiner. Efter at være gået fri for orkanen ophæves alle forbud, og alt bliver tilladt – dvs. hvis man har penge. Mad, sex og druk står på dagsordenen, og væk er al medmenneskelighed og sammenhold.

Det er en forestilling skabt i et Europa i forandring under premieren i 1930. Vi befinder os også nu i et Europa og en verden i forandring. Store masser af flygtninge kommer over vores grænser præcis som dengang. Her til verdens lykkeligste folk som vi er blevet kaldt. I denne udgave på Operaen medvirker også en stor flok flygtninge. Det giver en rystende virkelighedsfornemmelse og er i stor grad med til at gøre forestillingen til en besættende oplevelse.

Bedst af alt er dog Kurt Weills eminente musik. Et opgør med den wagnerske, romantiske musik, som stadig var herskende, da Mahagonny blev skabt. Der er nerve og brutal virkelighed over Weills musik, og det bliver spillet eminent af Det Kongelige Kapel under ledelse af Julien Salemkour. Det Kongelige Operakor leverer endnu engang en gåsehudsfrembringende indsats som de bestialske indbyggere i Mahagonny. På solistsiden er Randi Stene perfekt intrigant som den magtliderlige Begbick. Jens Christian Tvilum og Sten Byriel følger flot trop med de medsammensvorne. Der er mindre bid i de fire ankomne lykkejægere: De er med undtagelse af Palle Knudsen lidt blege i karaktererne. Michael Kristensen har dog især nogle vokale gyldne øjeblikke. Som glædespigen Jenny er Sine Bundgaard en smule for jomfrunalsk i udtrykket. Man tror ikke meget på, at hun har besøgt en del whiskybarer i sit liv. Så er der mere vulgært guf i nogle af pigerne omkring hende fra operakoret. Sangligt kommer det også lidt til kort i de skrappe sange fra Brechts og Weills side, som er skrevet til skuespillerstemmer, der kan synge – mere end til decideret skolede operastemmer.

Det rykker dog ikke ved, at det er en skøn fornemmelse at sidde i operaen og opleve et af de musikdramatiske mesterværker fra det 20. århundrede.