Begge
de to største Københavnske scener har lige nu forestillinger om demens på
programmet. På Folketeatret spiller de Min
Far, og på Det
Kongelige Teater er det en nyskrevet dansk forestilling.
TITEL:
Med Sne
af Thomas Bendixen
TEATER:
Det Kongelige Teater
Skuespilhuset
SPILLEPERIODE:
26. november – 28. januar
Begge forestillinger er absolut seværdige, og de er bevægende på hver deres måde. Hvor det på Folketeatret primært er et forsøg på at se det fra den syges side, er det på Det Kongelige Teater især fra de pårørendes side, at demensen ses. Den bliver da også kaldt de pårørendes sygdom, fordi den rammer lige så hårdt for dem i nærheden af patienten.
Jeg er selv pårørende til en mor med Alzheimers og forestillingen gik lige i sjælen på mig. Præcist og flot er sygdomsforløbet beskrevet på scenen – fra den spæde start til de fæle slutning. Der er ligeså mange forskellige former for Alzheimers og demens, som der er patienter der har den. Og det er mange: 83.000 skønnes at have sygdommen i 2015, og tallet stiger og stiger.
Det er som pårørende både skræmmende og beroligende at se forestillingen: skræmmende fordi man igen bliver mindet om hele forløbet, og hvad der kan komme – beroligende fordi man ikke føler sig så alene som pårørende. Alle med tilknytning til demens burde tage i Skuespilhuset og se Med Sne. Det er garanteret en aften, man bliver klogere af, og en aften man røres i sjælen over.
Titlen henfører til den sne, der kunne komme på fjernsynet i de glade analoge dage – en atmosfærisk forstyrrelse der ikke er til at forudsige – og oftest ikke til at forklare.
Henning Jensen spiller uhyre troværdigt som den sygdomsramte Bent. Kirsten Olesen har myndighed og ekspertise som neurologen Lene. Maria Rossing og Peter Christoffersen har desperationen som de pårørende – især Maria Rossing fremstår meget stærkt i rollen.
Man kan diskutere, hvor meget forestillingen vil sige et publikum, der ikke er pårørende til demenspatienter. Et par bag mig syntes ikke, der var meget teater over det – mere en slags foredrag. De indlagte dansere virker også unødvendigt påklistret og giver ikke rigtigt en nødvendig dimension til forestillingen.
Men det er i hvert fald en gribende skuespillerpræstation vi ser fra Henning Jensens side og en kyndig, vigtig og personlig fremstilling af et svært emne.