Flot men lang Alice

En kæmpe satsning er Alice i Eventyrland – og flot er den. Bob Crowley er en anerkendt scenograf til både balletter, film og musicals i London og på Broadway. Han har tryllet med masser af sjove indfald og spændende kostumeløsninger. Delikate og idérige er både dekorationer og kostumer.

Til gengæld føles det som om, der har været lidt for mange ideer hos Wheeldon og Nicholas Wright i dramaturgien og koreografien. Det vælter ind med sjove væsner og små scener på Alices vej gennem Eventyrland. Der er bare alt for mange og scenerne er alt for lange og fører som oftest ingen vegne hen. Det vil især trætte børn at se den endeløse kavalkade af pas de deuxer og soloer til en musik, der er mere larmende end medrivende. Især tredje akt er svær at komme igennem, selvom den indeholder nogle af de bedste scener i balletten. Balletten virker også flere steder ret ufokuseret i sit udtryk og i sin iscenesættelse. En scene hos hertuginden virker mere bizar, end godt er, og i den store kroketturnering er der ikke givet rum til at se, hvad der foregår – og derfor kommer der slet ikke til at foregå noget.

Det er synd, for der gives nogle gode præstationer hos danserne.

Ida Praetorius er en dejlig ungdommelig Alice fuld af undren, gå-på-mod og nysgerrighed. Andreas Kaas er en knuselskelig Hjerter Knægt, og hans solo er flot og elegant leveret. Kizzy Matiakis er aftenens stjerne som den hidsige Hjerter Dronning – især ubetalelig komisk i parodien på Rosenadagioen fra Tornerose. Sebastian Haynes oser af østens mystik som Kålormen, og Jon Axel Fransson og Tobias Praetorius er sjove som Vårharen og Syvsovermusen. Charles Andersen og Cedric Lambrette er begge udmærkede som henholdsvis Den Gale Hattemager og Hertuginden, men begge kunne  godt være mere groteske – især når man tænker på deres engelske inkarnationer i Steven McRay og Simon Russell Beale. De forsvinder lidt i figurtegningen, og det gør Marcin Kupiñskis Hvide Kanin også til trods for en flot veldanset solo i tredje akt og mange små søde momenter.

Musikken er som før nævnt mest på den larmende side, men der er også smukke pianosatser og store valse i partituret – havde der bare været mere eventyr i den også!

En veldanset, flot aften på Gamle Scene – men unødig lang og larmende.