Dekonstrueret Vals

KNOT hedder aftenens første ballet af Stephen Shropshire. Det er en nærmest rituel ballet med en ung kvinde i centrum. Med musik af Chris O'Conner, som stiger og falder med ætsende rytmer ulmende under lydoverfladen, er danserne i konstant søgen efter afgræsninger og relationer. Flot er især de forskellige pas de deuxer mellem den unge kvinde, flot danset af Hollie Tuxford, og karismatiske Stefanos Bizas. Nærmest lydløst og vægtløst smyger de sig om hinanden – og resten af korpset er uhyre præcise og smidige i den tætte og svære koreografi.

Vals hedder programmets andet værk, og det tager angiveligt sit udgangspunkt i valsen. Med seks dansere i sorte, glinsende, kropstætte dragter får vi en ballet, som ifølge programmet tager sig ud i en dystopisk fremtid, hvor man ikke længere har følelsesmæssige relationer. Dansernes kroppe skaber imponerende skulpturelle passager, og selvom balletten taber pusten lidt undervejs og bliver en smule monoton og rodet i sit udtryk, samler den sig igen mod slutningen og fascinerer med den top-lækre præcision, som de seks dansere besidder. En dragende stemning, llidt som var man til et peep-show, gennemsyder værket.

En balletaften, der stort set ikke havde noget med vals at gøre – vi hørte måske maksimalt 10 min valsemusik hele aftenen – men alligevel berørte og fascinerede. Titlen vil nok forvirre publikum mere end godt er.