Flot og velsunget nonsens

Rossinis opera fra 1825 er måske en af musikteatrets første koncept-forestillinger. Det er en forestilling uden et egentlig plot, men med en ramme hvori der fortælles om menneskelige relationer.

Især den amerikanske musicalmester Stephen Sondheim har ofte siden brugt den formel, men på Operaen har man ikke engang taget den smule logik, der var i operaen alvorligt. Den foregår på en kro, hvor en flok rejsende ankommer, angiveligt på vej til Reims hvortil de aldrig når. Teksterne på tekstmaskinen fortæller da også om både kro og rejse, men instruktøren Damiano Michieletto har kvast en rammehistorie om et museum, hvor malerierne bliver levnede – som en operaudgave af Nat på Museet – ned over forestillingen. Det bliver blot kilde til endnu større forvirring, for nu passer intet sammen – og den smule logik der var, er totalt forfløjen. En smart instruktøridé som måske ikke var så smart alligevel.

Tåbeligt er det, men flot. Der synges også aldeles glimrende af det store rollegalleri. Kor og orkester er også på toppen, og det er smukke og smarte scenebilleder, der bydes på.

Men uden mening er det – der skal helst være logik i al det ulogiske for at retfærdiggøre at man bruger et par timer på miseren. Den må også have kostet kassen den forestilling, og man undres over, at der bruges så mange penge på en forestilling, der hører til i randrepertoiret på et stort operahus – især fordi det synes, som om pengene er spildt på en komplet ligegyldig og fejldisponeret opsætning, og fordi repertoiret på Operaen i forvejen har masser af klassikerhuller.

De fire stjerner gives for Rossinis perlende musik, sangerne, orkestret, koret og de flotte kostumer og dekorationer – der er så absolut ingen stjerner til iscenesættelsen!