MINDER OM LIVET

Man bliver bedt om at tage sine sko af, efter man har fået et brev, der indeholder forklaring om, hvad det er, man skal ind og se. En sidste rejse ned ad mindernes sti.

Vi føres ind i et strikket rør – et liv strikket sammen af minder – små billeder hænger rundt omkring, og vi sætter os ned på puder på gulvet. Danseren Annika Kompart formår at bevæge sig godt rundt i mellem os og er imponerende adræt op på de stativer, der bærer tunnelen. Lidt i tomgang går det dog også – og det er trættende med den hviskende stemme, der på engelsk giver enkeltstående stikord fra et langt liv.

Vi føres derefter ud i et større rum hvor operasangeren Johanne Højlund står for den mest gribende præstation i forestillingen. Med en smuk klar sopran giver hun brudstykker fra den danske sangskat, og man forstår, at det skal forestille at vække minder både hos os som publikum og hos danseren. Som en mellemting mellem en lokkende sirene og en guddommelig skæbnefigur lokker og drager hun danseren mod sangen og minderne.

At halvdelen af forestillingen foregår på et gebrokkent engelsk og den anden på dansk, er en ligeså stor en gåde som selve livet og døden. Det bliver aldrig rigtigt en helstøbt og gribende oplevelse, og ligesom livets minder, får man kun i glimt øjeblikke, der bliver i hukommelsen.