Forelsket i det umulige

De kunne næsten ikke være mere forskellige; H.C Andersen og Edvard Collin. Andersen en flyvsk og dramatisk selvhøjtidelig, jaloux digter, Collin en rigmandssøn med fødderne plantet solidt i jorden og livet fyldt op pligter og at være kulturel, men ikke en kunstner.

Det er deres breve til hinanden – dobbelt så mange fra Andersen som fra Collin gennem deres venskab – der danner baggrund for den lille forestilling. Breve der bevidner om et dybt venskab fra begges sider, men som også viser et lille tegn på noget dybere, især fra Andersens side – men også Collin viser jalousi. Da Andersen beskriver, at en ny ung mand er kommet ind i hans vennekreds, er Collin blot jaloux over at have mistet intimiteten af at være den nærmeste ven – eller ligger der noget mere under. Det vides naturligvis ikke, men man kan kun gisne. Det var også en tid, hvor sådanne tanker var forbudte, og med det taget i betragtning er Andersen konstant på grænsen til det forbudte. Men fordi han var kunstner og berømt digter, blev meget af det taget som et tegn på det kunstneriske sind mere end noget andet. Det blev nok Andersens held – der endte med at leve som konstant gæst hos landets rigeste. Collin endte med at blive gift.

Det er enormt spændende at høre deres egne ord på scenen. Michael Moritzen er præcis i sin karakterisering af Andersen. Han ligner ham ikke umiddelbart, men som forestillingen skrider frem, ligner han ham mere og mere, fordi han spiller ham så godt. Hver en muskel i kroppen er Andersen, hver en gestik, hvert et tonefald, og masser af pointer hiver han hjem.

Det er næsten en utilgivelig opgave at spille over for Moritzen, også fordi Collin ikke er en så dybt interessant flamboyant figur. Lidt af en selvretfærdig stivstikker er han, og sådan bliver han også spillet af Christian Mosbæk, der desværre heller ikke har meget af den karisma, man må formode at Collin besad, for at en mand som Andersen ville betages så besættende af ham.

Det bliver derfor en lidt ujævn forestilling på den lille scene, hvor man lader lyset være scenografien. Sort og hvidt er det, og det giver jo fine associationer til Andersens papirklip. Desværre var de to figurer også mere sort/hvide, end godt var, for at aftenen skulle blive helt så hjertegribende, som den kunne have været med denne ulykkelige kærlighedshistorie om at være forelsket i det umulige.

Men en stor fornøjelse og sidde at høre de mange ord og at se Michael Moritzen i formidabel udfoldelse. Som Andersen selv siger: ”Det er som sommersol i hjertet”.