Show, sex og kønsforvirring i Operaens nye udgave af Hoffmanns Eventyr, Foto Miklos Szabo

Imellem kunsten og virkeligheden

Af Per Lundsgaard 30. april 2017

Flot, bizar og fascinerende er Stefan Herhaims iscenesættelse af Offenbachs opera om identitet i krise.

TITEL:
Hoffmanns Eventyr
af Jacques Offenbach

TEATER:
Det Kongelige Teater
Operaens Store Scene

SPILLEPERIODE:
29. APRIL – 9. JUNI 2017

Hoffmann er i identitetskrise, i kærlighedskrise og i kønskrise, hvis man skal tolke Stefan Herhaims version. Det er spejlinger af personer, så alle er klædt ens, og det er en legen med køn, så mænd oftest er i dametøj, eller omvendt. Poet eller elsker – mand eller kvinde. Vi er i salen omtrent ligeså forvirrede som den gode Hoffmann selv. Alle har koncentreret blikket i programmet i pausen, men alligevel fascinerer forvirringen, og der synges eminent godt.

I dette kunstens ingenmandsland foregår hele operaen. I en slags Folies Bergeres på vrangen. En kæmpe showtrappe kan samles og skilles, så den giver plads til en underverden af ulykkelig kærlighed og gotiske skæbner. Hoffmanns eventyr er ikke for børn, det er erotiske og uhyggelige fortællinger. Hos Herhaim med tyk streg under det erotiske mere end det uhyggelige. Sang er sex – simpelthen. Der kneppes til koloraturer, og der vises bar røv og genitalier på det utal af hermafroditter, der befolker operaen. Bizart og fascinerende på en og samme tid.

Offenbach færdiggjorde aldrig værket, så derfor er det løse materiale altid op til en iscenesætter at sætte sit aftryk på. Man har svært ved at finde ret mange andre instruktører, der er så gode til at sætte personlige aftryk på værker som Stefan Herhaim. Vi har i København tidligere oplevet hans Lulu, Siciliansk Vesper og senest Salome. Alle flotte tolkninger i en ligeså flot scenisk indpakning. Denne opsætningen er så absolut af samme skuffe. Bare ærgerligt at teknikken på Operaen skal larme og buldre sådan i sceneskift som tilfældet var på premiereaftenen – det må da være muligt at lave selv svære tekniske sceneskift mere glidende og mindre støjende. Men selv en ikke helt på toppen teknik, kunne ikke tage fornøjelsen væk fra en operaaften, der er en af de mest sære og unikke på Operaen i mange år.

Kasper Holten havde også en kommentar til kunstnerens svære valg i hans Tannhauser for nogle sæsoner siden – og ligesom hos Holten har Herhaim givet sin hovedperson en absurd verden at forsvinde ind i – med en kunstens muse pustende i nakken. Den hvide skrivepen går igen som kunstens magiske tryllestav, der kan få alle omkring til at rette ind. Tannhauser endte med at digteren blev anerkendt efter sin død, Hoffmann bliver først ret sent i sit liv anerkendt som digter, men operaen her slutter med billedet af Offenbach, for komponistens ufuldendte værk er i sig selv en medspiller i opsætningen.

Der er heldigvis gode sangere som også er gode skuespillere til at holde en smule styr på persongalleriet. Sophia Brommer, Elisabeth Jansson og Gisela Stile er alle tre i super topform som de tre kvinder i Hoffmanns liv. Zoltán Nyári er gribende i sin forvirring som Hoffmann, og Gideon Saks er skarp i de mange roller han har fået slået sammen til en. Jens Christian Tvilum er en munter Offenbach, Bengt-Ola Morgny er en vild Spalanzani og Taras Shtonda en pervers og uhyggelig Crespel. Operakoret er præcise i deres sangindsatser – og endnu mere imponerende præcise i deres koreografi. Dirigenten Frédéric Chaslin får masser af storladent operapatos ud af orkestret, men også en herlig umiskendelig parisisk operettelyd, som hele tiden dukker op i operettemageren Offenbachs skønne partitur, som var hans eneste forsøg ud i den seriøse franske operagenre.

Forvirret og fornøjet forlader man Operaen – med den skønneste sang og orkesterlyd i ørerne.  

Tjek os ud

Teater

Annonce

Dit Tivoli har stadig åben

Selvom Tivoli har lukket ned for forlystelserne i vinterperioden, er der stadig åbent for gourmetforlystels...

Du kan godt glemme alt om at skulle snige dig langs Tivolis mure for at finde den hemmelige indgang til alverd...

Det danske romeventyr

Alle veje fører til Rom. Rom blev ikke bygget på en dag. Vi kender alle de små ordsprog, vi bruger i hverdagen...

Rom eller Rum, hvordan du nu har lyst til at stave det(alle veje føre alligevel til det samme). Rom er ...

Nyt fra Bieber

Denne gang er det ikke mistænkelige hvide pletter på bukserne, sangeren disker op med - men en ny single som f...

21. aug
På familietur X-Men style i den nye film, LOGAN

Mutte Mutanter

Den nyeste film i rækken af en snart totalt forvirrende linje af X-Men film er igen koncentreret om Logan, me...

27. jul
Der er romantik og skøn musik mellem Ryan Gosling og Emma Jones i den amerikanske musicalfilm La La Land.

DVD: Musikalsk charme og varme

La La Land er både en hyldest til de gamle musicalfilm med Gene Kelly og Fred Astaire og et bud på en fornyel...

21. jul
Lone Hertz, Henrik Kofoed og Tina Gylling Mortensen er alle tre helt forrygende i Don Ranudo på Grønnegårdsteatret, og har sammen forestillingens bedste scene.

Holberg i Spanien

Grønnegårdsteatret spiller i denne sommer Holbergs spanske komedie Don Ranudo fra 1723 med masser af morsomm...

1. jul