Show, sex og kønsforvirring i Operaens nye udgave af Hoffmanns Eventyr, Foto Miklos Szabo

Imellem kunsten og virkeligheden

Af Per Lundsgaard 30. april 2017

Flot, bizar og fascinerende er Stefan Herhaims iscenesættelse af Offenbachs opera om identitet i krise.

TITEL:
Hoffmanns Eventyr
af Jacques Offenbach

TEATER:
Det Kongelige Teater
Operaens Store Scene

SPILLEPERIODE:
29. APRIL – 9. JUNI 2017

Hoffmann er i identitetskrise, i kærlighedskrise og i kønskrise, hvis man skal tolke Stefan Herhaims version. Det er spejlinger af personer, så alle er klædt ens, og det er en legen med køn, så mænd oftest er i dametøj, eller omvendt. Poet eller elsker – mand eller kvinde. Vi er i salen omtrent ligeså forvirrede som den gode Hoffmann selv. Alle har koncentreret blikket i programmet i pausen, men alligevel fascinerer forvirringen, og der synges eminent godt.

I dette kunstens ingenmandsland foregår hele operaen. I en slags Folies Bergeres på vrangen. En kæmpe showtrappe kan samles og skilles, så den giver plads til en underverden af ulykkelig kærlighed og gotiske skæbner. Hoffmanns eventyr er ikke for børn, det er erotiske og uhyggelige fortællinger. Hos Herhaim med tyk streg under det erotiske mere end det uhyggelige. Sang er sex – simpelthen. Der kneppes til koloraturer, og der vises bar røv og genitalier på det utal af hermafroditter, der befolker operaen. Bizart og fascinerende på en og samme tid.

Offenbach færdiggjorde aldrig værket, så derfor er det løse materiale altid op til en iscenesætter at sætte sit aftryk på. Man har svært ved at finde ret mange andre instruktører, der er så gode til at sætte personlige aftryk på værker som Stefan Herhaim. Vi har i København tidligere oplevet hans Lulu, Siciliansk Vesper og senest Salome. Alle flotte tolkninger i en ligeså flot scenisk indpakning. Denne opsætningen er så absolut af samme skuffe. Bare ærgerligt at teknikken på Operaen skal larme og buldre sådan i sceneskift som tilfældet var på premiereaftenen – det må da være muligt at lave selv svære tekniske sceneskift mere glidende og mindre støjende. Men selv en ikke helt på toppen teknik, kunne ikke tage fornøjelsen væk fra en operaaften, der er en af de mest sære og unikke på Operaen i mange år.

Kasper Holten havde også en kommentar til kunstnerens svære valg i hans Tannhauser for nogle sæsoner siden – og ligesom hos Holten har Herhaim givet sin hovedperson en absurd verden at forsvinde ind i – med en kunstens muse pustende i nakken. Den hvide skrivepen går igen som kunstens magiske tryllestav, der kan få alle omkring til at rette ind. Tannhauser endte med at digteren blev anerkendt efter sin død, Hoffmann bliver først ret sent i sit liv anerkendt som digter, men operaen her slutter med billedet af Offenbach, for komponistens ufuldendte værk er i sig selv en medspiller i opsætningen.

Der er heldigvis gode sangere som også er gode skuespillere til at holde en smule styr på persongalleriet. Sophia Brommer, Elisabeth Jansson og Gisela Stile er alle tre i super topform som de tre kvinder i Hoffmanns liv. Zoltán Nyári er gribende i sin forvirring som Hoffmann, og Gideon Saks er skarp i de mange roller han har fået slået sammen til en. Jens Christian Tvilum er en munter Offenbach, Bengt-Ola Morgny er en vild Spalanzani og Taras Shtonda en pervers og uhyggelig Crespel. Operakoret er præcise i deres sangindsatser – og endnu mere imponerende præcise i deres koreografi. Dirigenten Frédéric Chaslin får masser af storladent operapatos ud af orkestret, men også en herlig umiskendelig parisisk operettelyd, som hele tiden dukker op i operettemageren Offenbachs skønne partitur, som var hans eneste forsøg ud i den seriøse franske operagenre.

Forvirret og fornøjet forlader man Operaen – med den skønneste sang og orkesterlyd i ørerne.  

Tjek os ud

Teater

Annonce

Dit Tivoli har stadig åben

Selvom Tivoli har lukket ned for forlystelserne i vinterperioden, er der stadig åbent for gourmetforlystels...

Du kan godt glemme alt om at skulle snige dig langs Tivolis mure for at finde den hemmelige indgang til alverd...

Det danske romeventyr

Alle veje fører til Rom. Rom blev ikke bygget på en dag. Vi kender alle de små ordsprog, vi bruger i hverdagen...

Rom eller Rum, hvordan du nu har lyst til at stave det(alle veje føre alligevel til det samme). Rom er ...

Det nye hold af strandhelte i Baywatch filmen.

Strandhalløj uden megen mening

Den gamle serie, Baywatch, har fået et comeback med denne nye film om de frygtløse livreddere – men det bliver...

12. okt
Chris Pine og Gal Gadot er en homogent og velfungerende hovedpar i filmen Wonder Woman.

Knald på kvindekampen

Det er Indiana Jones møder superhelt og græsk mytologi i Wonder Woman der suser afsted i rask tempo med flotte...

12. okt
Aftenens store positive overraskelse var Belle Blurr som fortjent blev nummer to i konkurrencen om at blive Nattens Dronning.

Fynsk Drag Show leverer varen

Nattens Dronning i Odense cementerer sin plads som det største dragshow i Danmark. 

8. okt
Der er masser af velfungerende komisk teamwork i Komedien, hvor alt går galt, der lige nu turnerer rundt i hele landet med Folketeatret.

Koks på scenen

Folketeatret har sendt en uforpligtende omgang spas på landevejen med Komedien hvor alt går galt - i aftes lag...

4. okt