Løse forbindelser

Det var aftenen, hvor ordet tabte i skuespillets eget hus.

Det bliver næsten altid lidt kunstigt, når ballet og det talte ord blandes, men her var virkelig muligheden for, at det kunne gå op i en højere enhed med brevromanen Farlige Forbindelser fra 1782 som forlæg. Jeg så for nogle år siden en særdeles vellykket balletudgave i Prag med den Tjekkiske Nationalballet, hvor man havde brugt brevene som tekst iblandet musikken – Valmont hed den efter den mandlige hovedperson.

I Skuespilhusets balletudgave er det især den kvindelige hovedperson, Markise de Merteuil, der er i fokus. Hun sidder i fængsel efter revolutionen, og mens hun venter på guillotinen, søger hun en forsoning med sin fortid og med sig selv. Gennem danserne genoplever vi handlingsforløbet i Farlige Forbindelser, hvor Valmont og de Merteuil lever efter mottoet, forfør eller dø. Det er dog mere en løs forbindelse mellem skuespillet og balletten i denne udgave – med skuespillet som taberen i et diffust og påklistret forsøg på at forene kunstarterne. Lige så præcis og velfortalt balletdelen var, ligeså upræcist og utroværdig var skuespildelen. Der har været en engelsk instruktør på, men hvor var den danske medinstruktør, der kunne have hjulpet med teksten på dansk, som jo kan være svært for en udlænding at høre?

Det skurrer fælt i ørerne, hver gang der bliver talt, og de to ellers så udmærkede skuespillere Marie Dalsgaard og Mads Rømer Brolin-Tani virker fuldstændigt hjælpeløse på scenen. Der en ekstrem mangel på ethvert tiltag til erotik eller passion. Især Mads Rømer Brolin-Tani virker blottet for enhver scenisk tilstedeværelse. Det er synd for skuespillerne, og det er synd for skuespillet. Tænk hvis man havde ladet den ene af hovedrollerne være en danser og den anden en skuespiller og integreret de to stilarter mere, end tilfældet var. Kun i en sekvens i anden akt arbejder skuespillerne og danserne tæt sammen.

Balletdelen var den diametrale modsætning. Det var simpelthen så mærkeligt at sidde som publikum – for man overværede nærmest to forskellige forestillinger, som i den grad modarbejdede hinanden. Kizzy Matiakis var isnende kold og varmblodigt vulgær på samme tid som de Merteuil, Jón Axel Fransson var den perfekte Vicomte med al det sceniske nærvær og passion, som hans skuespiller alter ego manglede. Astrid Elbo fik nærmest et dramatisk gennembrud i rollen som den kyske Madame de Tourvel: Her var en pirrende indre hemmelighed og et flot portræt af en kvinde, der mod sin vilje overgiver sig til den farlige erotiske elskov. Ida Praetorius og Andreas Kaas er helt rigtige som de to unge, der bliver brikker i et farligt spind af intriger og løgne.

Det var skønt at se Sorella Englund og Mette Bødtcher i karakterrollerne, om end de ikke var meget med, og de otte dansere i korpset bandt historien fint sammen til Jesper Mechlenburgs raffinerede musik med klare referencer til rokokoens tonesprog. Steffen Aarfings kostumer og dekoration rammer også det hele fint ind med det store edderkoppenet, der henviser til det net, hovedpersonerne spinder om de implicerede og sig selv. Cathy Marston har skabt en tydelig, fortællende koreografi med et væld af flotte pas de deuxer, og skulle man bare bedømme balletdelen var det til fem stjerner. Nu skal man jo imidlertid bedømme forestillingen som helhed, og når man det meste af tiden sidder og tænker: SÅ HOLD DOG KÆFT! hver gang skuespillerne kommer på scenen, kan det ikke blive til meget mere en tre stjerner for en trist aften i Skuespilhuset, hvor ordet tabte til dansen.